FREDERIKSHAVN: Er du mellem 11 og 16 år, og kan du lide at udfolde dig kunstnerisk? Så kom på Frederikshavn Bibliotek en, to eller tre lørdage i foråret.

Du behøver ikke have særlige forkundskaber for at være med. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære og at blive inspireret.

De ældste elever i folkeskolen, som har lyst til at arbejde kunstnerisk og møde andre børn og unge med samme interesse, har igen mulighed for at deltage i et billedkunstværksted. Der er tale om tre workshops hen over foråret – lørdag den 2. februar, den 2. marts og den 30 marts, kl. 10.00-13.00, på Frederikshavn Bibliotek. Deltagerne kan selv bestemme, om de vil deltage i alle workshops eller blot vælge en enkelt eller to ud.

Tre kunstformer

De tre undervisningsgange bliver af tre timers varighed, så der bliver tid til fordybelse. Første gang er temaet ”Masker”. Med afsæt i den irakiske kunstfotograf Sadeq Jaffer skaber eleverne deres egne masker med et helt personligt udtryk. Inspirationen kan de hente i materialerne, i et dyr de holder af, eller en karakter de synes er spændende. Til slut bliver alle maskerne fotograferet.

Den 2. marts er temaet ”Skulpturer” – humoristiske skulpturer baseret på Picassos multimediafigurer fremstillet i pap, ståltråd, maling, æsker og andet.

På den sidste workshop skal deltagerne lave fingermaling efter Iris Scott – fantastiske motiver på lærred i impressionistisk stil.

To undervisere

Underviserne Lina Franke Hedegaard og Lotte Dyhrberg vil på skift undervise – alt efter tema. Lotte Dyhrberg har en klassisk og håndværksmæssig tilgang til tegning og maleri, mens Lina Franke Hedegaard har en mere eksperimenterende tilgang til materialer og udtryksformer. De to kunstnere står for planlægning og afholdelse af de enkelte workshops. Samarbejdet betyder også, at deltagerne får mulighed for at møde forskellige måder at arbejde kunstnerisk på.

Fire sæsoner

De tre workshops er anden sæson af fire fra efteråret 2018 til og med foråret 2020, og en del af et nyt samarbejde mellem Frederikshavn Bibliotek og Hjørring Musiske Skole. Projektet, der har fået navnet Billedkunstalliancen, har modtaget tilskud fra Statens Kunstfond på godt 60.000 kr.

Tilmelding og betaling til workshops kan ske på bibl.frederikshavn.dk under ”Det sker” eller på dit lokale bibliotek i den betjente åbningstid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...