NY KAJAKKLUB: Medlemmerne af Voersaa Kajakklub kan sejle på Voer Å og i Kattegat og så er de i gang med at bygge nye klubfaciliteter

Det ser så fredeligt ud vandfaldet. Faktisk er det lidt af en overdrivelse at kalde faldet på Voer Å for et vandfald. Men når man befinder sig en kajak og ikke er vant til at navigere i strøm og blandt sten, så vinder naturen. Tre ud af seks herunder avisens udsendte kan ikke passere vandfaldet, strømmen tager kajakken og en, to, tre er jeg tilbage ved starten af vandfaldet.

Det er en anden sag med Brian Mølgaard og Jonas Taasti Rømer og Peter Lindblad. De får kringlet sig igennem. Men de har også prøvet det før som medlemmer af Voersaa Kajakklub.

For Voer Å og dens udfordringer, der også tæller væltede træer, er den væsentligste grund til, at Brian Mølgaard tog initiativ til at grundlægge Voersaa Kajakklub.

- Jeg kender åen ud og en og ved, hvor hver en sten ligger. Som barn sejlede vi op i den inden skole og satte net, fortæller formanden for den nye kajakklub.

Derfor satte han et opslag op nede på havnen i Voersaa og spurgte om der var andre, som ville være med til at etablere en ny klub i den lille by, hvor der som et af de eneste steder på Østkysten er både å og hav at bruge som rovand. Interessen var til stede. Der blev holdt stiftende generalforsamling 8. november 2017 og klubben fik byggetilladelse 19. april 2018.

Voersaa Kajakklub tæller nu 31 medlemmer fra flere nordjyske byer blandt andet ægteparret Bjarne Evan Jørgensen og Martha Christensen fra Aså, som er kommet med i år.

- Jeg har virkelig fået mod på det her af klubbens instruktører, da jeg startede, var jeg bange for at få hovedet under vand, fortæller hun, mens der er et roligt øjeblik på åen.

For udover vandfald, bugtende åløb, strøm, så er der også træer i vandet og andre træer har lagt sig på tværs af åen. De andre i vores gruppe denne skønne torsdag aften kender vejen, men jeg kan ikke komme videre, for min kajak har sat sig fat i en træstub. Efter lidt vrikken og bakken med kajakken, slipper jeg fri, men snart er der en ny udfordring.

- Sejl helt over til brinken, der er bedst plads. Godt at vandet i åen er faldet, så vi kan komme under. Det kunne vi ikke for kort tid siden, siger Brian Mølgaard, der kalder vores øvelse for kajak-limbodans.

Voer Å er et yndet turistmål for vandcykler og kanoer, men de fleste vandcykler padler kun lidt op ad Voer Å nede fra byen. Her er åen bred og bøgetræerne bøjer sig ud over os. Ren idyl.

Men med kajakklubben ror vi 4, 5 kilometer op ad åen til vandfaldet. Undervejs fortæller Brian Mølgaard blandt andet om, hvordan skoleeleverne før i tiden holdt til på en eng og hvordan der et andet sted er lavet en ny stensætning for at beskytte et oldtidsfund.

Han fortæller også, at man efter vandfaldet kan fortsætte helt op til Præstbro. Men vi vender og så er det pludselig ren sommerferie at ro. Vi sejler med strømmen og kommer forbi steder, jeg har været før. Pludselig er det hele lidt nemmere. Den lille ø, som skal passeres på en side, glider forbi og jeg kigger bare på træstubben, som jeg fast i på vej op.

Voersaa Kajakklub ligger ikke ude i havnen men ved Voersaa Fiskerleje.

- Her var en gang masser af liv og hygge ved åen, og det ville vi gerne forsøge at skabe igen. Derfor bor vi et hus, som stod tomt, og som vi stadig er ved at sætte i stand, siger Brian Mølgaard og erkender, at de nok ikke bliver færdige denne sommer. Der mangler meget. Til gengæld har de fået over 300.000 kroner i støtte fra fonde m.v. der støtter udviklingen i landdistrikterne, så der ha været råd til at lave et fint bådhus, som det kun er medlemmerne, der har adgang til. Når det store klublokale med nyt køkken bliver færdigt, kan det også bruges af medlemmer af Voersaa Fiskerleje er aftalen. Huset renoveres ved frivillig arbejdskraft heriblandt hjælpsomme mennesker fra formandens netværk.

- Renoveringen tage den tid, den tager. Sidste år arbejdede vi så meget med klubhuset, at vi ikke roede kajak. Det vil vi have tid til i år og forudsiger, at klubhuset bliver færdigt i år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...