Saltlandet indbyder til en kæmpe messe i Manegen under titlen - Slægtens Dag i Sæby

SÆBY: De kendte TV-serier på DR1 ” Ved du hvem du er?” og ” Forsvundne arvinger” har skærpet danskernes interesse for slægtsforskning.

Overalt i landet stiger interessen for at udforske sin egen historie og få lavet sit eget stamtræ.

Foreningen Danske Slægtsforskere har 8000 medlemmer, fordelt i 46 lokalforeninger, hvoraf Saltlandet er den ene.

Formanden for landsforeningen, Kirsten Sanders kommer til Sæby på Slægtens Dag, 16. november i Manegen og benytter dagens første foredrag til at fortælle om foreningen Danske Slægtsforskere.

Slægtens Dag er en slags messe, hvor interesserede gratis kan komme og lytte til fire forskellige foredrag eller besøge 16 stande fra historiske foreninger, stadsarkivet, lokalarkiver, bibliotek m.fl.

I salens midte vil der være en workshop med et par erfarne slægtsforskere, som kan assistere gæsterne, som søger efter information om deres aner.

Ovenfor er nævnt det første foredrag med Kirsten Sanders. Om eftermiddagen kommer hun igen på talerstolen og fortæller om brugen af DNA i slægtsforskning.

I Saltlandet for Sæby og Omegn benytter vi DNA-test i slægtsforskning og vi glæder os til at høre nyt herom siger bestyrelsesmedlem Holger Almholt.

Peter Højvang Christensen fra Mormonkirken i Ålborg, vil fortæller om den kolossale database Family Search organisation med over 4 milliarder navne, som mormonerne stiller gratis til rådighed for slægtsforskere over hele verden.

Bibliotekar, redaktør og forfatter Kathrine Tobiasens foredrag handler om danske fæstebønder (endeligt afskaffet i 1919) og om, hvor og hvordan vi finder oplysninger om dem.

De 16 stande i Manegens store sal vil rumme slægtshistoriske foreninger fra Sæby, Frederikshavn, Østervrå, Lyngså, Ålborg og Brønderslev. Af arkiver kan nævnes Frederikshavn Stadsarkiv, Flauenskjold lokalarkiv og Kystmuseet. Desuden deltager Sæby Bibliotek, Sæby Museumsforening, Sæby Bevaringsforening, Sognefogedgården i Frederikshavn, Familysearch-Ålborg, Danske Slægtsforskeres Landsforening og Historisk Samfund for Vendsyssel.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...