Valget sker på Hotel Viking 23. september

SÆBY: Med Hotel Viking i Sæby som ramme vil Venstre i Frederikshavn på mandag 23. september kåre den person, der skal styre partiet gennem kommunevalget næste gang.

Det gælder om at være ude i tide - og det er partiet for valget sker først i november 2021.

- På opstillingsmødet er det Venstres medlemmer, der vælger, hvem der skal stå i spidsen for Venstre ved næste valg. Det er vigtigt for os med en borgmesterkandidat, der vil engagere sig i arbejdet de næste to år frem til valget og samtidig er parat og forberedt til at indtage borgmesterkontoret efter valget, siger Louise Jæger, formand for Venstres kommuneforening i Frederikshavn Kommune forhåbningsfuldt.

- Jeg har kendskab til én kandidat, der allerede har meldt sig, og flere kan komme på banen. Jeg er tryg ved, at vi har en kandidat og bliver det et kampvalg, så vil medlemmerne afgøre hvem, der er den rette for partiet, siger Louise Jæger.

Men selv om der er frit valg fra alle medlemshylder, så ligger det fast, at partiets nuværende gruppeformand Anders Broholm ikke stiller op.

- Jeg har et job og nogle andre projekter, som jeg vil have tid til ved siden af mit politiske arbejde, og derfor er jeg ikke borgmesterkandidat, siger Anders Broholm.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...