Slottet vrimlede med spøgelser og genfærd

SÆBY: Forleden eftermiddag i efterårsferien arrangerede Sæbygaards Venner halloween for børnene i herregårdens historiske omgivelser, og i dagens uhyggelige anledning var slottet befolket med spøgelser og genfærd af tidligere beboere, der for hundreder af år siden befolkede Sæbygaard - i virkeligheden.

På en rundgang i stuerne mødte børn og forældre bl.a. den uheldige admiral Peder Munk og hans kone Karen Skeel, som kunne mere end sit fadervor. Men også den gerrige Holger Pachs og hans pyntesyge, pragtlystne kone Elisabeth Bille og de to snerpede baronesser Sophie og Elisabeth var mødt op.

Og selveste "Bedstefar Gimle" og hans svigerdatter Sigrid var også at finde på slottet.

Det hele blev præsenteret af en halloween-heks og en munk fra den navnkundige biskop Stygge Krumpens tid.

Efter mødet med disse fortidslevn blev børnene budt på giftkage og drageblod i herregårdens hvælvede kælder, mens far og mor fik en kop kaffe.

Således styrkede fortsatte børn og forældre til værkstedet, hvor græskar og værktøj lå klar. Hér blev der skabt mange uhyggelige, udhule til græskarmænd, som børnene fik med hjem som en souvenir fra Sæbygaard.

Belært af erfaringerne fra sidste år havde arrangørerne i år fremstillet tre gange 30 billetter, så børn og forældre kom ind i hold. Alle deltagere skulle have mulighed for at opleve rundgangen, ligesom der skulle være plads til alle børnene i værkstedet.

Det fungerede også udmærket, og alle billetter plus lidt ekstra blev revet bort.

- Alligevel måtte vi desværre skuffe nogle familier, der kom for sent til at få billetter. Men vi mente altså ikke, at vi kunne forsvare at have større hold med rundt i stuerne, der ikke kan rumme flere personer ad gangen, fortæller Vivi Dybdahl og Jørgen Clausager.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...