Fond var klar med penge til nyt komfur

ØSTERVRÅ: Sparekassen Sæbys Fond har igen været i gavehumør, og det har Østervrå Frikirke fået lov at mærke. Kirken har netop taget et nyt komfur i brug takket være en flot donation fra fonden.

Gaver hører ikke kun julen til. Takket være en donation på 15.000 kr. fra Sparekassen Sæbys Fond kunne Østervrå Frikirke allerede i november tage et nyt komfur i brug.

I Frikirken er de glade og meget taknemmelige for den økonomiske håndsrækning, for der laves mange måltider gennem året, bl.a. til den ugentlige fællesspisning ”Mad&Mening”.

Hver torsdag er der fællesspisning i kirkens lokaler på Hjørringvej 435, hvor man, uden forudgående tilmelding og for et beskedent beløb, blot kan møde op til et godt, veltillavet, varmt måltid.

Menuen er ofte ikke kendt på forhånd, men alligevel dukker der ca. 30 op hver gang. - Og der er plads til flere, oplyser menighedsrådsformand Susanne Andersen, der selv står ved gryderne sammen med en fast og trofast skare af hjælpere. Det nye komfur er blevet taget godt imod. - Det er dejligt med godt grej, udtaler én af de frivillige kokke Kristian Kristensen.

Mere end 15 frivillige er i sving enten med madlavning, opvask eller de ”5 minutter om Jesus”, der er en fast bestanddel af aften. Ellers er der ikke meget, der er fastlagt, for tiden før og efter maden kan bruges til, hvad deltagerne har lyst til. Mange laver håndarbejde, spiller spil, samler puslespil, læser avis eller får en god snak over kaffen, der altid serveres efter opvasken.

Juleåbent

Årets julefrokost med 52 deltagere er lige løbet af stablen, men der holdes ikke juleferie af den grund, så der er stadig mad hver torsdag, som der har været siden starten i februar 2017. Mellem jul og nytår er arrangementet dog flyttet til fredag den 27. december. Denne aften vil det være en ”Mad&Meningspecial”, idet der også er pakkespil og gættekonkurrence .

ÅB

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...