Alt for cykler og motorcykler er netop flyttet til Tranåsvej

SÆBY: Efter at have drevet forretning fra adressen Carl Ewaldsvej 5 i et år, er Sæby Cykler / Severinsen Racing nu flyttet til Tranåsvej 8A i Sæby.

Flytningen og præsentationen af de nye lokaliteter på 250 m2 samt forhandling af et nyt cykelmærke og produkter til motorcykler blev markeret med en reception fredag 22. marts.

Virksomheden ejes og drives af familien Severinsen med far Lars og børnene Anne Katrine og Rasmus.

Butik og værksted holder åbent alle hverdage om eftermiddagen, når den flittige familie får fri fra deres normale arbejde.

Lars Severinsen fortæller, at de med deres nye placering op mod Aalborgvej er blevet væsentlig mere synlige og effekten heraf, er, at der nu kommer flere strøgkunder.

- Vi har fået en ideel placering midt i et erhvervsområde med mange virksomheder og når deres medarbejdere har fri, holder vi åbent, understreger Lars Severinsen.

- Og de der ikke kan nøjes med tre timers åbningstid om eftermiddagen, handler på vores onlineshop, der er blevet opgraderet det seneste år, så vi nu har to hjemmesider til henholdsvis cykler www.sæbycykler.dk og motorcykler www.severinsenracing.dk, oplyser Lars Severinsen.

I juli måned holdes åbent klokken 10.-17. på hverdage og der kan altid laves aftale om besøg udenfor de normale åbningstider.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...