Seks ældre med overskud i foreningen Ældre hjælper Ældre i Sæby, tilbyder en hjælpende håndsrækning til de ældre medborgere, som har brug for en form for vennetjeneste, når det kniber.

De frivillige stiller deres arbejdskraft og tid til rådighed for andre, men der er også udgifter forbundet med flere af aktiviteterne.

- Som besøgsven er det dejligt at kunne tilbyde morgenbrød til kaffen. Eller til indkøb af gevinster, når der holdes gavespil på Rosengaarden eller Havkærhus samt hilsner ved sygdom o.l , fortæller Kirsten Rasmussen, der er koordinator for foreningen.

Ved en lille uformel sammenkomst den 2. marts fik Ældre hjælper Ældre en økonomisk håndsrækning af Lions Club Sæby, hvor klubmester Jens Ole Sørensen havde glæden af at overrække 8.000 kroner på et gavebevis.

I Jens Ole Sørensens tale påskønnede han foreningens flotte arbejde og benyttede samtidig lejligheden til at fortælle om Lions Clubs humanitære arbejde i lokalområdet.

Formålet med Ældre hjælper Ældre er, at den stærkere ældre tilbyder en anden ældre frivillig hjælp, med et smil, respekt og i ligeværdighed.

Foreningens medlemmer er frivillige hjælpere og ikke hjemmehjælpere, og skal derfor ses som et supplement til offentlig hjemmehjælp, understreger Kirsten Rasmussen.

-Vennetjenesterne består typisk i hjælp til mange former for mindre praktiske gøremål i hjemmet samt småindkøb, ledsagelse til offentlige kontorer, sygehuse, special- og tandlægebesøg, byture og hjælp med at læse breve, aviser og skrive ansøgninger.

I øjeblikket hjælper foreningens frivillige 20 ældre ”kunder”, men vi vil gerne være flere i fællesskabet og skulle der blandt læserne være nogle som har lyst til at gøre en forskel og opleve glæden ved at kunne hjælpe, er man velkommen til at kontakte Kirsten Rasmussen på telefon 6135 0714.

Kaffen er dobbelt så gó når man er to - siger Kirsten med et sigende smil!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...