ØSTERVRÅ: I juli og august måned er alle platforme i spil hos PixlArt med undervisningsforløb, popup projektering og besøg af PixlBoxen rundt i det danske sommerland. ”Længe Leve” udstillingen om Dronning Margrethe kører i galleriet i Østervrå frem til 30. august, og ind imellem bliver der livemusik.

SommerCAMP er et fem døgn langt kunstnerisk forløb for unge mellem 12 og 17 år, hvor de unge får lov til, helt gratis, at eksperimenterer med forskellige udtryksformer og skabe deres egen kunst inden for fotografi, streetart, stopmotion, musik og film.

Folkene fra PixlArt har booket en hel efterskole, som de vil fylde med unge mennesker, der har lysten, modet og nysgerrigheden til at udtrykke sig kunstnerisk. Det hele løber af stablen fra den 20. juli til den 24. juli på Halvorsminde Efterskole.

- SommerCamp er et all inklusiv læringsforløb, som betyder, at deltagerne overnatter og spiser på skolen.

Ud over muligheden for at blive undervist af de dygtigste kunstnere i unikke og trygge rammer, har deltagerne mulighed for at møde andre unge og skabe nye venskaber, forklarer formand for PixlArt Tao Lytzen. Ugen slutter af med en stor samlet udstilling, hvor vi transformerer Hjørrings kedeligste parkeringskælder om til en innovativ kunstplatform.

Tilmelding til SommerCampen kan ske på info@pixlart.dk og foregår efter først-til-mølle-princippet. SommerCAMP er et samarbejde mellem PixlArt og Hjørring Kommune.

Hylder Majestæten

PixlArts hidtil største satsning, udstillingen ”Længe Leve” om Dronning Margrethes liv, rummer mere end 500 fotos af dronningen fra hun er ganske få dage gammel til i dag. Billederne præsenteres på storskærme, og for at gøre det overskueligt, er de mange fotos delt op i temaer. Dertil kommer alle dronningens nytårstaler.

Udstillingen måtte, som så meget andet, lukke ned under coronaen, men du kan stadig nå at se den. – Vi har valgt at forlænge udstillingen til og med 30. august, og med ekstra udvidede åbningstider fra torsdag til søndag, kl. 11-17. Det er også muligt at træffe aftale om, at se udstillingen uden for dette tidsrum, oplyser formanden. Du finder PixlArt i den tidligere baptistkirke på Liljevej 2 i Østervrå.

Rubjerg Knude Fyr

PixlArt har lavet endnu en aftale med Hjørring Kommune. Hver tirsdag fra den 14. juli og 12 uger frem kommer det mobile galleri PixlBox til at holde ved Rubjerg Knude Fyr. Opgaven er at vise billeder og fortælle fyrets historie samt beretningen om den medieombruste flytning af fyret i efteråret 2019.

PixlArt popper op

I løbet af sommer drager PixlArt også ud i ferielandet og laver popup udstillinger. – Vi kommer rundt til forskellige byer i det nordjyske med vores mobile enhed PixlBox – en bus fyldt med digitale skærme, hvor der kommer til at køre forskellige udstillinger bl.a. Årets Pressefoto og Kystland. Derudover bliver der popup events med projekteringer af fotos på bygninger, bunkers m.m. rundt om i sommernatten. Følg med på PixlArts facebookside, og se, hvornår vi kommer til dit lokalområde!

Den 22. august er der planlagt en gratis livekoncert med Flemming Gaardbo ved udstillingshallen i Østervrå.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...