Gymnastikforeningens juletræsfest var velbesøgt

SÆBY: Hvert år holder Sæby Gymnastikforening sin traditionsrige juletræsfest cirka fire uger inden juleaften. Således også i år.

265 medlemmer med familie fra alle holdene mødtes i Sæby Spektrum til forskellige aktiviteter, sang om træet og hyggeligt samvær ved langbordene.

Til daglig benyttes hallen af foreningens medlemmer til motion og bevægelse, opdelt i hold efter alder og type gymnastik.

Men søndag 24. november var alle samlede og bestyrelsen havde gjort en ekstra indsats med juleudsmykning og i midten af hallen havde det store juletræ taget opstilling – klar til at blive spist!

Nissemor havde i dagens anledning overtaget gymnastikinstruktørenes roller.

Hun kunne i stedet for armbøjninger tilbyde masser af lege og sange omkring træet, hvor de gamle julesange som ”Så går vi rundt om en enebærbusk” og ”Boogie-woogie” vakte genkendelsens glæde.

Da de mange kalorier var brændt af, var der velfortjent juice og slikposer til børnene og forældre og bedsteforældre hyggede sig med kaffe, boller og kager.

Formanden for Sæby Gymnastikforening Stine Bæk Sørensen fortæller, at alle havde en rigtig god dag og glædede sig over den rekordstore opbakning til juletræsfesten.

Gymnastikforeningen holder juleferie fra uge 50 og starter frisk op i det nye år i uge 2.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...