Torsdag var en festdag i Frederikshavn - ikke uden grund for MARS - Modern American Recycling Services - åbnede på havnen

FREDERIKSHAVN: Det blev en sand festdag, da udenrigsminister Jeppe Kofod torsdag indviede verdens første specialbyggede recyclingværft.

Bag værftet står én af verdens største recyclingvirksomheder – Modern American Recycling Services (M.A.R.S.).

Åbningen af værftet er startskuddet til et kæmpe bæredygtighedseventyr i det nordjyske, hvor flere end 200 arbejdspladser vil blive skabt inden for den bæredygtige økonomi.

- Det er en stor dag for Danmark - men selvfølgelig allermest for Frederikshavn. Åbningen af værftet er en sikkrrhed for, at vi i vort land kan foretage nedbrydning bæredygtigt og inden for de krav, som den ny EU-lovgivning fastsætter, lød det fra en minister, der ikke lagde skjul på, at han var stolt.

Det er adm. direktør Mikkel Sørensen hos Frederikshavn Havn - også.

- Vi er spændte på at vise det enorme potentiale frem, som kommunen og havnen har, og vi er sikre på, at vores partnerskab med M.A.R.S. vil skabe ringe i vandet – både udover regionens grænser og udover landets grænser, siger adm. direktør Mikkel Sørensen hos Frederikshavn Havn.

M.A.R.S. Europe har en ambition om at gøre Frederikshavn til centrum for grøn recycling af skibe og offshoreinstallationer, og forventer at genindvinde 200.000 ton forarbejdet stål om året.

Og at det kan skabe grobunden for nye ringe i vandet omkring vores havn, ja det håber borgmester Birgit Hansen afgjort på.

- Med indvielsen af MARS i dag er det første led i værdikæden på plads - og så håber vi de efterfølgende led også vil komme til, lyder det fra borgmesteren.

Hun understreger, at regeringen har en ambitiøs plan om, at Danmark skal være i front på verdensplan, hvad angår bæredygtighed og bæredygtige investeringer.

- Dette værft er et godt eksempel på, hvordan vi i Danmark – og ikke mindst her i Frederikshavn Kommune – bestræber os på at sikre en mere grøn fremtid og nye arbejdspladser, sagde Birgit Hansen.

Det 290.000 kvadratmeter store recyclingområde består blandt andet af et rensningsanlæg med to 2.500 kubikmeter store opsamlingstanke, hvor regnvand fra alle arealer vil blive renset for eventuelle urenheder.

Dertil kommer en imponerende skibsrampe til ophaling af skibe med en længde på til 294 meter og et område til ilandtagning af offshore-installationer på op til 50.000 ton.

Man forventer opstart af aktiviteter i oktober 2019, og det betyder, at Kim Thygesen, general manager hos M.A.R.S. Europe forventer mange ansættelser i de kommende måneder.

En af de første store opgaver for MARS bliver genindvinding af de to platforme Tyra Øst og Tyra Vest.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...