SÆBY: Hvis man i sidste halvdel af 1800-tallet tog ud i Sømosen eller i Dronninglund Storskov om ved vinteren, stødte man på nogle beskedne jordhytter og deres beboere.

Det var folk med et anderledes udseende end de lokale - og med navne som Hertzberg, Mundeling og Altenburg. De var omrejsende musikere, akrobater og skærslibere, der i en kort årrække sidst i 1800-tallet havde vinterkvarter ved Sømosen og Dronninglund Storskov. Museumsinspektør Lykke Olsen fra Museerne i Brønderslev Kommune har arbejdet på at undersøge de rejsendes historie, mens de boede på Dronninglund-egnen.

- Jeg har, så vidt jeg ved, som den første, læst mange af de historiske dokumenter om de rejsende. Dokumenter der befinder sig på Det Kongelige Bibliotek i København. Jeg har også valgt en indgangsvinkel på emnet, der vist heller ikke er prøvet før på de rejsende, fortæller Lykke Olsen.

- I den periode, hvor de rejsende havde vinterkvarter ved Dronninglund, var man meget nationalt orienteret i Danmark. Derfor undersøgte forskere og folkemindesamlere forskellige befolkningsgrupper for at finde ud af, hvad man kunne kalde dansk kultur, og hvad man ikke kunne kalde dansk kultur. I samme periode var lærde folk meget interesserede i at undersøge forskellige folks raceforhold. Jeg har i mit arbejde undersøgt, om man dengang også brugte de rejsende i sådanne undersøgelser, og hvad de rejsende i så fald syntes om det, siger hun.

Publikum kan også høre mere om de rejsendes beboelsesvogne og hytter, og om hvor mange der egentlig boede på Dronninglund-egnen. Hvad lokalbefolkningen dengang syntes om de særlige vintergæster er også spændende.

Du kan også høre mere om Erhard Mundeling, der som ung boede ved Sømosen, og som senere blev cirkusdirektør.

- Mit studie af de rejsende er en del af den forskningsforpligtigelse, man har som statsanerkendt museum. Meningen er, at vi skal bidrage til ny viden om egnens historie. Det mener jeg også, at vi har gjort med denne undersøgelse. Og forhåbentlig er der mange, der er interesseret i få ny viden om de spændende rejsende, slutter Lykke Olsen.

Hun har netop skrevet en artikel om emnet til et historisk forskningstidsskrift.

31. oktober kl. 19 fortæller hun om de spændende rejsende på Dorf Møllegård.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...