Nordjyskes fotografer udstiller på PixlArt 500 fotos samt videoer fra store og små begivenheder i 2018

ØSTERVRÅ: Det digitale fotocentrum PixlArt på Liljevejslår lørdag 26. januar dørene op for en kæmpeudstilling med 500 fotos og videoindslag fra Nordjylland. Billederne er taget af NORDJYSKE Mediers pressefotografer og vises i rotation på væggene og på store fladskærme.

- Billederne giver samlet set et snapshot af det nordjyske liv i 2018 og er en opfølgning på udstillingen sidste år. Vi håber, at vi kan gøre det til en tradition, at NORDJYSKEs fotografer udstiller hvert år. Vi er meget stolte over og glade for aftalen med NORDJYSKE Medier, siger initiativtager Tao Lytzen fra PixlArt.

Han er selv topfotograf. Han var således meddommer i juryen, der for nylig udvalgte de vindende fotos til Årets Pressefoto 2019. Vinderne afsløres til marts. To af NORDJYSKEs fotografer er nomineret til Årets Pressfoto og billederne, taget af pressefotograferne Hans Ravn og Claus Søndberg, kan ses på udstillingen.

Tao Lytzen er initiativtageren til at placere PixlArt i den tidligere baptistkirke i Østervrå. Han har rødder i det nordjyske.

- I et et landsdækkende mediebillede, hvor Nordjylland ikke er fremtrædende, er vi glade for at kunne vise billeder af store og små begivenheder fra Nordjylland, siger Tao Lytzen.

- Fordi NORDJYSKE Medier står så stærkt på billedsiden og har mange fotografer, som hver dag tager billeder og tv-optagelser af nordjydernes liv, kan vi komme et spadestik dybere. De er øjenvidner til begivenheder hver dag og summen af de 500 fotografier vil gøre det muligt for betragterne at reflektere over udviklingen i Nordjylland. Det er et af formålene med kunst og kultur, at få folk til at reflektere over livet.

Billederne vil som noget nyt i år have billedtekster, som fortæller om baggrunden for billederne.

PixlArts digitale koncept gør det muligt at vise det meget store antal billeder.

- Vores platform kan rumme så mange billeder, fordi den er digital. Der ville være meget færre billeder, hvis vi udstillede traditionelt med fotos på print, forklarer Tao Lytzen.

Nordjyske Mediers bestyrelsesformand, Morten Sandlykke, åbner udstillingen lørdag 26. januar klokken 14.30.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...