Efterskolernes bestyrelse aflyser Efterskolernes Dag

NORDJYLLAND: Hvis der er noget, landets 240 efterskoler frygter i denne tid, så er det coronavirus. Det kan lamme en skole og sende alle elever hjem på ubestemt tid.

Det er årsagen til, at Efterskoleforeningens bestyrelse nu vælger at aflyse Efterskolernes Dag på søndag som et fælles, landsdækkende, fysisk arrangement.

Det meddeler foreningen på sin hjemmeside.

Beslutningen er truffet på baggrund af den seneste tids stigende smittetal, de skærpede restriktioner overalt i samfundet samt Sundhedsstyrelsens seneste anbefaling til skoler og uddannelsesinstitutioner om at aflyse sociale arrangementer.

- Normalt vil omkring 20.000 familier på søndag rejse rundt i landet for at besøge efterskoler, og det afgørende argument for en aflysning er, at vi ikke på søndag udsætter gæster, personale og elever for den smitterisiko, trafikken på Efterskolernes Dag giver, siger Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskoleforeningen.

Han beklager beslutningen, men håber samtidig på forståelse.

- Vi er meget opmærksomme på, at mange unge og deres familier har glædet sig til at besøge efterskoler rundt omkring i hele landet på søndag. Vi håber på jeres forståelse for, at vi som samfund og efterskoler er i en helt ekstraordinær situation, der kræver ekstraordinære beslutninger.

I lyset af søndagens aflyste arrangement opfordrer Efterskoleforeningen unge og deres forældre til at orientere sig på de enkelte efterskolers egne hjemmesider for information om besøgsdage, digitale arrangementer mm. i løbet af efteråret.

At gå på efterskole er populært som aldrig før. I 2019 valgte 30.069 unge mennesker efter sommerferien at sige farvel til familien for at gå på efterskole. Det er det højeste antal nogensinde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...