Sygehuskøkkenet i Hjørring har fået en biokværn, der kan forvandle madrester til biogas og gødning

HJØRRING: Regionshospital Nordjylland i Hjørring har fået installeret en biokværn i køkkenet på hospitalet i Hjørring, så slatne kålblade, brødrester og andet madaffald ikke ender som affald, men som biogas og gødning.

Madaffald og restprodukter bliver kværnet til biomasse, der oplagres i en stor tank, der er gravet ned udenfor køkkenet. Herfra transporteres biomassen til biogasanlægget i Vrå, hvor den omdannes til biogas, der blandt andet ender i tanken på de biogasbusser, som kører rundt i Nordjylland. Restproduktet anvendes efterfølgende som gødning i landbruget.

Formålet med at anskaffe en biokværn er at kunne bortskaffe det organiske affald i Hovedkøkkenet og derved være med til at bidrage til mindre CO2 udledning i stedet for at sende affaldet til forbrænding.

Med biokværnanlægget bidrager køkkenet til regeringens klimahandlingsplan om at genanvende mere og forbrænde mindre.

Samtidig forbedrer systemet arbejdsforholdene for personalet. De beholdere, der anvendes til sortering af affald rundt i køkkenets afdelinger, kører på hjul og kan tippes direkte ned i biokværnen. Hermed undgår medarbejderne tunge løft af affaldssække.

Hospitalet har fået finansieret biokværnen gennem regionsrådets særlige klimapulje med en bevilling i 2019 på godt 380.000 kroner.

For at understøtte Region Nordjyllands bidrag til nedbringelsen af CO2 udledningen, har regionsrådet vedtaget en klimahandlingsplan for 2019 til 2022 og afsat en intern pulje til konkrete klimainitiativer.

Puljen er i 2020 på tre mio. kroner, og den tilbyder regionens klinikker og afdelinger medfinansiering til klimainitiativer inden for blandt andet energirenovering og energiforbrug. I ansøgningsrunden for 2020 er der indsendt 16 ansøgninger, og regionsrådet træffer beslutning omkring ansøgningerne 24. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...