Hyggekrogen tog mod de festligt udklædte børn

ØSTERVRÅ:

Syv glade og forventningsfulde børn fra Thorshøj Børnehus gjorde årets fastelavnsfest i Hyggekrogen på Østervrå Ældrecenter ekstra festlig.

En prinsesse, Spiderman og en Ninja var blandt de farverige gæster, der var indbudt til fastelavnsgildet, som også havde samlet flere beboere og brugere ude fra byen.

Først blev der spist lækre fastelavnsboller med kaffe og saftevand til, og alle hyggede sig rundt om bordene inden det store slag.

En flot dekoreret tønde var hængt op i loftet klar til at tage imod, og børnene gik til den med mange slag. I lang tid skete der ikke rigtig noget, indtil der kom forstærkning. Leif, en af beboerne blev opfordret til at gå med i rækken og hjælpe med lidt slagkraft. Det synes børnene var rigtig sjovt, at en ældre mand ville være med. Det er ikke helt sikkert, hvad der for alvor fik sat gang i sagerne. Måske var det et par gode slag fra Leif, eller også var det fordi børnene allerede havde øvet sig til weekendens fastelavnsfesten i Thorshøj, men endelig gav tønden efter, og fyldet raslede ud på gulvet.

Årets kattekonge blev Rasmus og dronning blev Mathilde. ÅB

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...