Smart, parat, svar-konkurrence for sjetteklasser

SÆBY: Igen i år har landets børnebiblioteker gennemført en læsequiz ”Smart, parat, svar”.

Første del blev gennemført i de enkelte kommuner, hvor bibliotekerne inviterede kommunens 6. klasser til en quiz på paratviden inden for talrige kategorier som f.eks. Harry Potter, kongehuset, ordsprog, rummet, eventyr og talemåder.

Formålet er at sætte fokus på læsning og læselyst, og det er tænkt som en stimulering af samarbejdet mellem landets børnebiblioteker og skolerne. Quizzen gennemføres som en holdkonkurrence med fem deltagere fra hver klasse. Disse kan så supplere hinanden og samarbejde om at finde frem til det rigtige svar.

Ud over den lokale runde 5. december, er der en regional finale og en landsfinale.

Alle deltagende klasser var mødt talstærkt og konkurrenceklare op, og efter de indledende runder kom fire klasser fra Nordstjerneskolen, Sæbygårdskolen, Bangsbostrand skole og Privatskolen i Sæby i finalen i seks runder.

Vinder som ”Frederikshavn kommunes kvikkeste 6. klasse” - blev 6. klasse på Privatskolen i Sæby.

Efter jubelbrøl og glæde modtog de præmien på en tur på skøjtebanen i Frederikshavn. Klassen glæder sig til regionalfinalen 9. januar i Aalborg.

En app med titlen ”Smart, parat, svar” kan downloades, så alle kan teste deres paratviden i de enkelte kategorier.

Slots- og Kulturstyrelsen har givet tilskud til konkurrencen. Konkurrencen gennemføres over hele landet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...