The Reef i Frederikshavn lukkes indtil videre til efter påske

Scandic lukker midlertidigt ned for 17 af sine 27 hoteller i Danmark. Det sker på grund af svigtende efterspørgsel som konsekvens af COVID-19-epidemien. Foreløbig gælder lukningerne til efter påske.

The Reef er således åbent frem til 29. marts 2020, hvorefter det lukker midlertidigt frem til og med 13. april 2020

Hotelkæden har indtil videre hjemsendt 650 medarbejdere på baggrund af den tidligere indgåede aftale mellem Dansk Erhverv og 3F, som gælder indtil 29. marts. Efter denne dato vil de hjemsendte medarbejdere overgå på den nye trepartsaftale om lønkompensation. Scandic vurderer, at yderligere 600 medarbejdere hjemsendes i forbindelse med de midlertidige lukninger – i alt 1250 medarbejdere vil dermed være hjemsendt på aftalen om midlertidig lønkompensation.

- COVID-19-epidemien har haft store konsekvenser for efterspørgslen og dermed også økonomisk for vores forretning. Det betyder, at vi nu midlertidigt lukker ned for 17 af vores hoteller. Nedlukningerne er en hård men nødvendig beslutning for at komme bedst muligt igennem denne krise. Vi har kort sagt behov for konsolidering af forretningen,” siger Søren Faerber, Scandics administrerende direktør i Danmark.

Scandics 17 hoteller lukker ned fra søndag den 29. marts og foreløbig frem til 14. april. Hotelkæden vil løbende vurdere den aktuelle og lokale situation og vil åbne hotellerne igen, når efterspørgslen er tilbage. Scandic kan ikke udelukke, at der kan blive tale om flere midlertidige lukninger af kædens hoteller.

Scandic holder fortsat hoteller åbne i byer med størst efterspørgsel, og hvor aktører, offentlige såvel som private, er fuldstændig afhængig af at have nødvendig infrastruktur tilgængelig.

Lønkompensationsaftale bidrager til at sikre arbejdspladserne

Scandic hilser trepartsaftalen om midlertidig lønkompensation velkommen.

- For os har det været afgørende at kunne bevare vores dygtige og værdsatte medarbejderes jobs dermed mange danske arbejdspladser. Her hjælper lønkompensationsaftalen os på vej. Vores aktuelle virkelighed viser tydeligt, at alle brancheaktører, uanset størrelse, er hårdt ramt af denne krise. Vi appellerer fortsat til, at man fra politisk side afsøger alle muligheder for at finde løsninger, der hurtigt og smidigt kan hjælpe hele vores branche i denne yderst kritiske situation, slutter Søren Faerber.

I forbindelse med de midlertidige nedlukninger vil Scandic finde de bedste løsninger for det begrænsede antal kunder, der bliver berørt på de enkelte hoteller.

Scandic er Nordens største hotelkæde med 280 hoteller og i alt 57.000 værelser. Selskabet opererer i seks lande og har 18.000 medarbejdere. Loyalitetsprogrammet ”Scandic Friends”, der har to millioner medlemmer, er det største i den nordiske hotelbranche. Scandic er Danmarks største hoteIkæde med 27 hoteller og knap 2000 medarbejdere på Sjælland, Fyn og Jylland. I 2017 blev Scandic kåret som ’Danmarks bedste arbejdsplads’ af Great Place To Work. I 2018 og 2019 blev Scandic kåret til ’Danmarks bedste arbejdsplads til inklusion’.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...