Sæby Motion Cykel Klub klar til sæson nr. 27

SÆBY: Sæby Motions Cykel Club markerer sæsonstart nummer 27, lørdag 23. marts, kl. 13, hvor der er standerhejsning på P-pladsen foran Sæby Fritidscenter. Alle nuværende som nye medlemmer er velkommen.

Efter en kort velkomst og orientering om sæsonen, køres den obligatoriske tur på ca. 30 km på landevej.

Mountainbikerne nøjes dog med en kortere tur i skoven.

Efter en god times kørsel serveres der suppe i Fritidscentrets cafeteria.

- Som noget nyt starter vi i denne sæson et begynderhold, siger formanden Michael Nielsen.

Det bliver to af klubbens rutinerede kræfter, Mette-Mari U. Svendsen og Gunner Olesen der vil komme til at tage hånd om holdet.

Formanden håber, at de der i dag kører alene rundt på vejene vil prøve at køre i klubben.

Her vil de lære at køre i gruppe og få indblik i, hvordan man træner mest hensigtsmæssigt samt blive en del af det gode sociale fællesskab, som klubben er kendt for.

I vinterhalvåret har mange af klubbens godt 120 medlemmer holdt sig i gang med at træne én eller to gange ugentlig.

Med holdkaptajner til alle hold er klubben godt forberedt til, at alle medlemmerne kan få nogle gode timer på de små snørklede og kuperede veje og stier i Sæby og omegn.

- Vi kan ikke love, at der altid er medvind og høj sol på alle turene, men i stedet kan vi garantere en masse frisk luft, flotte naturoplevelser og god motion i selskab med en flok glade holdkammerater, understreger Michael Nielsen.

Frem til ultimo september træner såvel racer som MTB, hver tirsdag og torsdag kl. 18.00 og søndag kl. 10.00.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...