Ingen går forgæves med ønsket om en ny cykel eller reparation af den gamle hos Cykelgården i Sæby.

Ole Nielsen, der i de seneste 25 år har drevet forretning og værksted i Søndergade, lever i den grad af at levere høj service til sine kunder.

Uanset om man blot skal have lappet cyklen, justeret gearet eller stellet er revnet, bliver det klaret i en håndevending af Ole eller én af hans svende.

Selv med Ole´s umiskendelige københavnske dialekt, formår han med et smil, godt humør og ikke mindst sin store viden om cykler at samle på masser af tilfredse kunder.

Cykler til alle formål

En cykel kan have mange formål, hvorfor det er vigtigt som cykelhandler at kunne sætte sig ind i kundens behov.

- De fleste kunder benytter cyklen til daglig transport mellem hjem og arbejde, skole og indkøb. Det kan også være motionisten, der cykler for at komme ud og få frisk luft og brugt kroppen på landevejen eller på skovstierne i nærområdet eller på ferieture, hvorfor Cykelgården må have et stort lager af cykler og tilbehør til alle formål.

- En kundegruppe, som stiller særlige krav til os er dagplejere og hjemmehjælpere, der benytter cyklen som et erhvervsmæssigt transportmiddel og det kan være gangbesværede der anskaffer sig en elscooter, der skal være stabil og have en høj driftssikkerhed hver dag, understreger Ole Nielsen.

Godt salg på trods af coronakrisen

- I starten af coronakrisen gik alt salg og reparation i stå, men da der fra regeringens side blev opfordret til at komme ud i naturen, oplevede vi, at efterspørgslen på cykler hurtigt kom op på tidligere års niveau.

- Specielt elcyklerne er blevet utrolig populære. Det er typisk ældre eller personer med problemer med bentøjet, der ikke længere magter at benytte en almindelig jernhest, men som genfinder glæden ved at cykle når de får hjælp af en lille handy elmotor, oplyser Ole Nielsen.

Baggrund

En ung 18-årig landbrugsstuderende Ole Nielsen faldt pladask for hans senere hustru, Hanne fra Sulbæk under et motorcykeltræf på Hedebo Strand Camping i 1977.

Kort tid efter flyttede de sammen i København og Ole begyndte som cykelmekaniker hos John Petersen i Kastrup Cykelcenter.

Selv om han passede forretningen som sin egen, havde han stor lyst til at prøve kræfter som selvstændig cykelhandler.

Da Frede Jelsbak i 1995 ønskede at gå på pension og sælge sin cykelforretning, slog Ole straks til, og overtog ikke kun en butik med værksted, men også den tilhørende lejlighed lige ned til Sæby Å ved vandmøllen.

Hanne blev glad for at flytte hjem og Ole har ikke én eneste dag fortrudt at skifte Amager Landevej ud med Søndergade i Sæby.

Ole Nielsens store passion de seneste 40 år har været at konstatere, at teknikken virker og flest mulige glade cyklister træder i pedalerne. Selv har han ikke fået meget sved på panden under de sparsomme cykelture, hvilket måske kan nås i de næste 25 år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...