På baggrund af hele 8.b klasses flotte indsats i september måned, hvor de vandt konkurrencen om at blive kommunens bedste i tilberedning af fiskeretter og kendskab til fiskeribranchen generelt, blev fem elever fra klassen udvalgt til på klassens vegne at deltage i finalen på Tech College i Aalborg.

Her mødte de onsdag den 13. november tre andre vinderhold, et fra Hjørring og to fra Aalborg Kommuner.

Konkurrencen bestod i, at der under temaet ”fisk”, på tre timer skulle tilberedes en tre retters menu.

De tre retter blev serveret for de tre kommuners borgmestre og rådmand / udvalgsformænd, der bedømte elevernes menuer ud fra en blindsmagning og her blev teamet fra 8. b de suveræne vindere.

De fem vindere af finalen var, Victoria Duevang Jensen, Elise Nielsen, Laura Dahlerup Rulle, Benjamin Beckmann Dencker og Anders Volkmann Nielsen.

Menuen

Ud fra en opskrift skulle de tilberede en forret bestående af et moderne stjerneskud med kogte og stegte rødspættefileter samt røget laksetatar. Hovedretten var en torskeret med kartofler og alt det traditionelle tilbehør som bacon, æg, rødbeder, kapers, revet peberrod. Hertil en frisk couscoussalat med dressing. Desserten bestod af vaniljeis med hindbær og chokoladekage samt kogte syltede æbler.

Eleverne blev superviseret af ejeren af restaurant Essens i Frederikshavn, Tonny Kristensen, der i oktober, blev kåret til Årets Fiske & Skaldyrsrestaurant i Danmark. Meget bedre hjælp kunne næppe opdrives.

Tonny Kristensen er fuld af lovord over elevernes indsats. Det var en ret ambitiøs menu, som faglærerne på Tech College havde valgt at sammensætte.

Eleverne havde fuld fokus på opgaven og var gode til at hjælpe hinanden og der er helt sikkert nogle, der har potentiale til at blive dygtige kokke, fortæller Tonny Kristensen.

Vinderholdet fik overrakt en kontant præmie på 5000 kroner, som skal komme hele 8. b tilgode.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...