Den 18. udgave blev sat i salg i sidste uge

SÆBY: Den 18. udgave af Sæbybogen kom, helt efter traditionen, på gaden den sidste torsdag i november.

Udgivelsen blev markeret med en hyggelig reception på Kystmuseet, hvor bogen blev præsenteret af formand for Sæby Museums Forening, Vagn Thidemann, der i bibelske vendinger underholdt de fremmødte gæster med de mange prøvelser bogen havde haft, forinden den på udgivelsesdagen genopstod i al sin glans.

Museumsdirektør Henrik Gjøde Nielsen roste i sin tale støtteforeningens store arbejde med hvert år at udgive en bog, der på bedste vis bidrager til Sæbys historie.

2019 udgaven af Sæbybogen er på 119 sider med et bredt spekter af historier fra Sæby, illustreret med mange stemningsfulde billeder fra museets arkiv samt fotooptagelser af Vagn Thidemann og forfatterne.

Indhold

Bogens for- og bagside prydes af billeder fra Rolykke, den markante bygning, der ligger ud til Aalborgvej i kanten af Sæbygaard skov.

Rolykke blev opført i 1892, og var fra 1894 til 1897 forfatteren Gustav Wieds hjem. Efter 1897 indrettede familien Friis fra Agerledet, bygningen til sommerpensionat, og udbyggede den med overetagen. Under 2. verdenskrig blev bygningen benyttet af Den Tyske Værnemagt og Gestapo. I midten af 1960’erne overtog Forsvaret bygningen, der i mange år var hovedkvarter for Hjemmeværnsdistrikt Vendsyssel. I dag er Rolykke igen genopstået som pensionat.

Bogen indeholder en beretning om Gustav Wied og Sæby, hvis liv og virke historiker museumsdirektør Henrik Gjøde Nielsen har forsket i og skrevet om.

Det var Gustav Wied, der navngav Rolykke. Her ville han have ’ro’ til sit arbejde og ’lykke’ til sin familie. Artiklen kaster mere lys over, om han fandt ro og lykke i Sæby og sit liv.

Byens trafikhistorie tager Arnold Andersen sig kærligt af, hvor han tager os tilbage til efter anden verdenskrig og årene efter, hvor han fortæller om de store forventninger der var til den trafikale udvikling.

Museumsinspektør Jens Thidemann sætter Herman Bangs beskrivelser af Sæby fra bogen ”Sommerglæder” sammen med billeder af Sæby fra museets fotoarkiv

Sæbybogens grafiker, Henrik Bygholm tager læserne med en tur op ad

åen i en billedfortælling om broerne over Sæby Å, helt fra udspring til udløb.

Bogen afrundes af knivmager Jens Drejer Jørgensen, der sammen med Vagn Thidemann, fortæller om knivenes og knivhåndværkets traditionsrige historie. En spændende læsning om, hvordan materialer som moseeg, ben, læder, rensdyrhorn, hvalros- og mammuttand anvendes i fremstilling af skæfter.

Bogen kan købes på museet og hos Bog & idé i Sæby.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...