Det skal fejres - og det sker allerede nu med jubilæumsudstillingen og 24. april med jubilæumsreception

SÆBY: For 100 år siden blev der holdt en bohaveudstilling på Sæby Kur– og Badehotel. Udstillingen blev et tilløbsstykke.

Det er et meget lille uddrag af Sæbys historie, men bohaveudstillingen fik alligevel langt større betydning, end de fleste havde turdet drømme om i 1919.

Det blev nemlig selve årsagen til, at borgere i Sæby valgte at oprette købstadens helt eget museum.

Dengang rummede Vendsyssel kun museum i Hjørring, og museet i Sæby fik derfor helt naturligt navnet Østvendsyssel Museum.

Efterhånden kom der flere museer i landsdelen, og navnet skiftede til Sæby Museum.

24. april markeres 100-året for en beslutning. For det skal fejres.

På dagen er der jubilæumsreception kl. 10 med musik, servering og taler af formand for Sæby Museums Forening, Vagn Thidemann, borgmester Birgit Hansen og museumsdirektør Henrik Gjøde Nielsen.

Ved samme lejlighed uddeles museets ærespris, Anton.

Men tilbage til det, der i år er værd at fejre 100 året for.

Efter bohaveudstillingen blev der formet et museum med bestyrelse, som der nu engang skal til.

Det var på ingen måde en siddende bestyrelse - nej snarere en omfartende bestyrelse, for det var netop dens medlemmer, der begyndte at indsamle genstande, bohave og redskaber ved at cykle rundt på egnen fra gård til gård og by til by under mottoet Fortids tale til samtids slægt.

Museum har gennemgået en stor udvikling i løbet af disse 100 år - fra en foreningsdrevet privat samling af ting fra gamle dage, til statsanerkendt forsknings- og formidlingsinstitution, og i forbindelse med kommunalreformen blev museet i Sæby lagt sammen med kommunens to andre kulturhistoriske museer under den samlende paraply - Kystmuseet.

Det skete i en tid med reduktioner i de offentlige midler fra både fra stat og kommune og havde fusionen dengang ikke været gennemført, ja, så var Sæby Museum formentligt endt, hvor det startede - som foreningsdrevet privat samling af gamle ting.

Det skete ikke, og i dag står Kystmuseet som en stærk museal aktør, der er rustet til at gå fremtiden i møde i et stadigt foranderligt statsligt såvel som kommunalt kulturlandskab.

Museet i Sæby er således ”still going strong” efter 100 år, og selv om både Sæby og museumsverdenen er forandret, er grundlaget stadig Fortids tale til samtids slægt, og rødderne dybt forankret i Sæbys rige historie med stærkt fokus på middelalderen, hvor Sæby var Vendsyssels førende havneby, og til 1800-tallet, hvor byen blomstrede byen op i kølvandet på den store kulturturisme, som kunstmalere, forfattere, kurgæster til Jernkilden bragte med sig.

- Man kan sige, at vi i de tre geografiske afdelinger er bundet samme af kysten, men vores respektive geografier gør, at vi hver har vore spidskompetencer - og i Sæby er vi gennem byens førende position særligt stærke på Middelalderen og kulturturismen i 1800-tallet, fortæller museumsinspektør Jens Thidemann.

I anledning af jubilæet er der formeret en jubilæumsudstilling, som tager museets gæster med gennem den udvikling, Sæby Museum har gennemgået gået i løbet af de 100.

Og her er det ikke så meget Sæbys historie, men derimod museets udvikling gennem de 100 år der er i fokus.

Jubilæumsudstillingen bygger på en formidling af historikken bag de eksisterende udstillinger, samt nyopstillede tableauer, der kan illustrere tidernes skiftende udstillingstendenser.

I et af tableauerne kan man tydelig se, hvad der drev ildsjælene i den spæde start i 1900-tallet.

De ønskede ganske enkelt at bevare alt det, der var gammelt.

- Det var deres drivkraft, som det var på rigtig mange andre museer. Det har givet os mange gamle ting, som vi ofte ikke ved ret meget om. Og det er helt givet at nogle af de ting, vi har i vore arkiver, slet ikke er fra Sæby. Men det er jo også en del af museets udviklingshistorie, som er interessant at beskrive og optage som publikum, der ser jubilæumsudstillingen, siger Jens Thidemann.

Tag selv et kig ind på jubilæumsudstillingen og test museets udviklingshistorie. Og da april er jubilæumsmåneden er der netop nu fri entré til Kystmuseet Sæby inden for åbningstiden, som er hverdage fra 11-15.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...