KYSTREDNING: Især lystsejlere og surfere kom i knibe på havet sidste år

SÆBY: Sidste år blev 13 liv reddet takket være kystredningsstationerne i Nordjylland.

Det fremgår af Kystredningstjenestens opgørelse for 2018.

Sidste år deltog Kystredningstjenesten i 296 redningsaktioner i farvande omkring Danmark, og redningsstationerne i Nordjylland medvirkede i lidt over hver tredje redningsaktion.

Mest travlt har der været hos redningsstationerne i Sæby, Hirtshals, Hanstholm og Nørre Vorupør.

Således deltog Redningsstationen i Sæby i 19 redningsaktioner.

En af de mange redningsaktioner i Nordjylland sidste år fandt sted 27. september, hvor en redningsbåd fra Sæby Redningsstation måtte hjælpe en tysk lystsejler i knibe sydøst for Hirsholmene ud for Frederikshavn.

I det dårlige vejr med store bølger faldt en ældre tysk sejler ud over et gelænder, men hang fast med benene. Da båden dykkede i de store bølger, fik sejleren hovedet under vandet.

Det lykkedes to mand fra redningsbåden fra Sæby at komme over på den tyske sejlbåd i tide, og de fik reddet den tyske sejler op, inden det endte helt galt.

På landsplan blev 37 liv reddet, mens 152 nødstedte fik hjælp.

Redningsaktionerne omfattede 88 gange hjælp til fritidsfartøjer, 46 gange hjælp til surfere, 30 gange hjælp til fiskefartøjer samt 10 gange hjælp til kajakroere i nød eller formodet nød.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...