Skanderborgs Ligahold gæster Sæby

SÆBY: Træneren for Sæby H.K.s 2. divisionshold Morten Arvidsson lægger ikke skjul på at det ikke var deres favoritmodstander de trak til 5. runde af Santander Cup. Kampen spilles tirsdag den 19. februar i Sæby Fritidscenter. Skanderborg Håndbold spiller til dagligt i øverste række og er et branddygtigt hold.

At vinde over dem ville være en skalp af dimensioner for Sæby HK, men man er selvfølgelig også realistisk omkring chancerne.

Uanset hvad, bliver det spændende, sjovt og hårdt som aldrig før, at møde et hold af deres kaliber, siger Morten Arvidsson.

Træneren ser ikke de store muligheder for at slå Skanderborg Håndbold!

Men bolden er rund, og på en god dag kan ethvert hold slå et andet hold, uanset hvordan det ser ud på papiret.

Det her papir ser dog en smule skræmmende ud.

Selvom Sæby HK er et hold på vej fremad og er aktuelt placeret i toppen af 2. division, er der et stort spring til håndboldligaen.

- Vi ved godt at chancen for at vinde er lille, siger Morten Arvidsson, men vi tror på, at vi i dele af kampen kan spille lige op med dem og skabe spænding om udfaldet.

Netop fordi chancen for sejr er ekstrem lille, kan man tilgå kampen på en anden måde.

- Vores første prioritet er oprykning og allerede fem dage efter braget mod Skanderborg Håndbold, ligger der to ufatteligt vigtige turneringskampe mod Aars HK og to dage senere mod VRI, Risskov.

- Så Santander Cup kampen vil blive brugt som forberedelse til de to vigtigere kampe. Skulle vi så gå hen og vinde, ja så tager vi det med også, siger Morten Arvidsson.

Skanderborg Håndbold var den 30. januar kun få sekunder fra at slå suveræne Odense Håndbold, og holdet vandt over Aarhus United for tre kampe siden, så de kan godt spille noget godt håndbold,

- Dog ser vi revner i deres forsvar som gør, at der bliver scoret relativt mange mål imod dem. Vi er meget opmærksomme på deres unge 18-årige talentfulde keeper, Anna Kristensen, som netop har indgået aftale om at spille i Viborg H.K. efter sommerferien.

- Selv om vi har flere interesser tror vi bestemt, at vi kan overraske i vind eller forsvind kampen i Santander Cuppen, siger Morten Arvidsson.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...