Forfatteren Louise Østergaard boede i Sæby fra 1973 til sommeren 1992, men hendes udlængsel var stor, og hun kunne ikke komme hurtigt nok væk. Nu er hun tilbage med sin seneste udgivelse romanen ”VM”, og den fortæller hun om på Sæby Bibliotek, tirsdag 27. august, kl. 19.00-21.00.

”VM” er Louise Østergaards tredje roman, handlingen udspiller sig i Sæby, hvor vi følger Stine og hendes families ferie i et sommerhus i Stines barndomsby. Hun handler i Brugsen, genser sit barndomshjem på Skovalléen og kommer endda en tur på det lokale værtshus Lanternen.

Stines idylliske familieferie bliver sat på prøve, da den mystiske nabo Martin udgør en fristelse for både mor og teenagedatter. Familieidyllen begynder langsomt at krakelere, og en fortid med svigt, jalousi, utroskab og depression foldes ud lidt efter lidt, mens VM i fodbold kører monotont i baggrunden.

Der er tale om en fiktiv historie, som finder sted i rammer, der for enhver sæbynit vil være velkendte.

Tilbage til rødderne

Fra 1973 til sommeren 1992 boede Louise Østergaard i Sæby. Årene er i rygsækken. – Du kan tro, at du er færdig med fortiden, men det er du ikke, og du genbesøger den, om du vil eller eje, indrømmer Louise Østergaard. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok væk fra Sæby, tog til London efter gymnasiet og boede der nogle år, men den udlængsel har jeg ikke længere. I dag bor jeg i Aalborg, og det er jeg glad for, slutter Louise, der også forsøger at fastholde sin nordjyske dialekt.

Billetter til aftenens foredrag finder du på bibl.frederikshavn.dk under Det sker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...