Lørdag den 21. marts skulle have været dagen, hvor Norhvin Vinunivers skulle have slået dørene op og budt velkommen til reception og indvielse af Sæbys nyeste butik,- Nohrvin Vinunivers.

Men som verdenssituationen er lige nu, er denne indvielse desværre udsat på ubestemt tid.

Bag åbningen af Nohrvin Vinunivers står Keld Hansen Højbjerre og Nikolai Ronne, der som ungdomsvenner startede med at plukke jordbær sammen på Nikolais fars gård. Som årene gik, fandt de ud af, at de to udover venskabet, også havde en stor og fælles passion,- vin og især det, at prøvesmage nye vine. En hobby som de første år var en succes målt i, at når en kasse vin blev købt, så blev de fem flasker blev solgt med en fortjeneste, så det lige kunne betale den sjette flaske, som så betød, at Keld og Nikolai havde deres egne prøvesmagninger finansieret.

Men hobbyen blev med tiden så stor, at der snart blev solgt mere vin end Keld og Nikolai kunne holde til at prøvesmage. Derfor lejede de sig ind i ladebygningerne på Sæbygaard Slot, og opstartede sammen forretningen Nohrvin.

Og nu, efter snart 2 år, hvor NorhVin har haft til i huse i ladebygningerne på Sæbygaard Slot, blev beslutningen om en flytning taget, for at skabe mere synlighed og øge mulighederne for ”strøgsalg” til både lokale og turister.

Lokalerne, som tidligere har huset både Bellis Blomster og Galleri Valdemar - Vestergade 4D er flot renoveret og indrettet i et råt og industrielt look tilsat en god potion hygge, sjæl og nærvær.

Fra Nohrvin Vinunivers skal vinen sælges i hele kasser, flaskevis eller i ét glas. Der bliver ene gode grunde til at kigge forbi, på niveauer, hvor alles behov kan dækkes.

Butikken kommer til at tilbyde byens største udvalg af kvalitetsvine. Vine som Nikolai og Keld selv importerer fra lokale vinbønder i Tyskland og Frankrig. ”Vores koncept er, at man skal kunne købe ”hverdagsvin” i god kvalitet til en god pris, hvorfor vi også tilbyder én pris pr. flaske og rabat ved køb af kasser med seks flasker”, udtaler indehaver Nikolai Ronne.

Der bliver mulighed for at købe vin på glas - ”smag før du køber” samt mulighed for at mødes med venner og bekendte og dele en flaske vin i de nyindrettede lokaler. Ligeledes udvides sortimentet med stort udvalg af gin og tonic - sammensat i både gaveæsker, løse flasker og muligheden for servering af en gin cocktail. Vinuniversets åbningstider bliver i vintersæsonen begrænset til fredag og lørdag, men mod forårs- og sommersæsonen udvides åbningstiderne i aftale med vejrguderne.

Der vil blive mulighed for at afholde arrangementer med op til 80 personer og de første fester er allerde booket i lokalerne. ”Vi tilbyder det hele, både mad og drikke”, tilføjer Keld Hansen Højbjerre.

I løbet af kort tid vil Nohrvin Vinunivers ligeledes servere lette anretninger i form af tapas, der passer til vinserveringerne.

”Nu skal vi desværre alle holde os hjemme. Så husk nu, at drikke noget godt vin, når I alligevel sidder der og venter”, udtaler Nikolai Ronne, og suppleres af Keld Hansen Højbjerre:”Vi hjælper gerne med gratis levering i Sæby og vi bruger naturligvis handsker og spritter af.

”Levering kan ske på jeres dørtrin/carport og betaling via MobilePay”, slutter de to venner af.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...