Hele Verden i Frederikshavn Kommune fester 14. september

KOMMUNEN: Når Integrationsrådet inviterer til kulturens festdag ”Hele Verden i Frederikshavn Kommune” lørdag 14. september, er det med en række lokale virksomheders opbakning i ryggen.

- Før sommerferien nedsatte vi et lille sponsorudvalg, som kontaktede en række virksomheder for at få støtte til arrangementet. Vi har oplevet en meget stor velvilje og har samlet ca. 25.000 kroner ind.

- Det har stor betydning for os, at lokale virksomheder bakker op om arrangementet,” siger Katalin Fülöp, der er formand for Integrationsrådet.

På nuværende tidspunkt har 12 lokale virksomheder meldt sig som sponsorer.

Andre virksomheder, der gerne vil støtte arrangementet, kan stadig nå at være med.

Samtidigt baner Handels- og virksomhedsforeningen Frederik vejen for, at dagen bliver en total foreningernes dag i midtbyen.

Fra 10-14 går det løs og her kan alle foreningerne slå et slag for netop det, de står for.

Netop nu har FG90, FSF, HotSpot, Natteravnene, Sognefogedgaarden og Romitea meldt sig udner fanerne.

Men midtbyen er stopr, så der er snildt plads til flere.

Mail til Dan Kobberup (dk@frederik.nu).

Kulturdagen inviterer gæsterne til at møde og tale med folk fra Afghanistan, Argentina, Burma/Myanmar, Congo, Eritrea, Grønland, Kurdistan, Peru, Rumænien, Rusland, Syrien, Thailand og Ungarn.

De byder på smagsprøver fra deres hjemlands retter og fortæller om deres kultur, traditioner og skikke. Og så vil de ellers gerne snakke med gæsterne.

Møder man op i Maskinhallen, kan man også møde repræsentanter for en række lokale foreninger og organisationer. Det er blandt andet ungdomsskolen, sprogskolen, Venligboerne, Bangsbo Freja, Frederikshavn Skøjteforening og Rådhuscentret.

Årets tema er dans, og der bliver en række optrædener, hvor alle, der har lyst til at træne dansemusklen, har mulighed for at være aktive. Så det vil være en god idé at tage dansevenligt fodtøj på.

Kulturdagen ”Hele Verden i Frederikshavn Kommune” er den femte i rækken, og borgmester Birgit Hansen ser frem til at åbne arrangementet.

- Jeg håber, rigtig mange vil komme forbi. Det er spændende at opleve de mange kulturer, som er med til at berige vores kommune, og jeg er glad for, at vi med det her arrangement kan vise, at vi er en imødekommende og nysgerrig kommune, siger Birgit S. Hansen.

Alle er velkomne til at kigge ind i Maskinhallen mellem 12-17.

Der er gratis adgang til Hele Verden i Frederikshavn Kommune.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...