Talentsportsklassernes første træningsugers betydning tjekkes på gymnasiet netop nu

KOMMUNEN: Siden starten af skoleåret i august har eleverne i talentsportsklasserne styrketrænet to gange om ugen i Crossfit Frederikshavn.

Uanset sportsgren træner alle elever sammen i de første seks uger for generelt at komme i bedre form og for hver især at arbejde med de sportslige mål, de selv har været med til at definere.

For eksempel har Anton Bjeldbak fra 7. klasse selv har haft indflydelse på fastlæggelsen af målet om, at han skal øge sin springstyrke, som er et væsentligt element i hans sport. Anton er håndboldspiller.

- Kan jeg springe højere, har jeg længere tid til at kigge på målmanden og beslutte, hvor mit skud skal placeres, forklarer Anton, som først i år er begyndt i talentsportsklassen.

Omvendt har Karen Nonboe Mikkelsen fra 8. klasse besluttet, at hun vil blive bedre sprint, da det er vigtigt i fodbold.

- At kunne løbe hurtigt er vel noget af det, der er mest relevant i fodbold, så det er meget naturligt, jeg har det som mit hovedmål, siger Karen, der dog også holder skarpt øje med de sekundære mål. Hun vil jo også gerne forbedre sig på andre parametre.

Efter de 6 uger afløses én af morgentræningerne så af træning i de specifikke sportsgrene. Anton skal således træne håndbold i Arena Nord sammen med de andre håndboldspillere, mens Karen træner på Fodboldvej sammen med fodboldspillerne.

Der er ikke specifiktræning i alle sportsgrene, så nogle af eleverne fortsætter med skræddersyede træningsprogrammer i Crossfit Frederikshavn. Det gælder f.eks. en karatekæmper, to cheerleadere, en golfspiller, to ishockeyspillere, en skytte og flere andre.

De seks uger markerer dog også, at det er tid til den første af skoleårets fysiske tests.

De foregår på Frederikshavn Gymnasium, som de senere år har investeret i både nyt testudstyr og i lærernes uddannelse i forhold til klare selve testet.

- Med risiko for at lyde meget lidt nordjysk, vil jeg påstå, at vi efterhånden er blevet temmelig gode til at udføre en lang række fysiske test her på gymnasiet, siger idrætslærer Jacob Schüsler med et stort smil. Født og opvokset i Elling kan han dog vist godt kaldes nordjyde.

Han har selv fået sin håndboldopdragelse i SEIF, hvor han også i dag er træner for et drengehold, men til daglig underviser Jacob i idræt og matematik på gymnasiet.

Eleverne er spændte på de mange tests, men går til den, så godt de kan.

Hverken Karen eller Anton lægger skjul på, at der er lidt intern konkurrence.

Der er dog også en fin forståelse for, at man klarer sig forskelligt i de fysiske tests. Med forskellige sportsgrene skal man jo være god til forskellige ting.

De fleste kan dog juble over gode resultater og notere tilfredsstillende udvikling, og så er det jo bare at klø på vinteren over. Til april skal alle eleverne nemlig igen testes på Frederikshavn Gymnasium, og så er det spændende, om der er sket de ønskede fremskridt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...