Socialdemokraten Tina Juul Kjellberg fra Aalbæk har efter regionens oplysninger bedraget skatteyderne for 728.000 kroner

FREDERIKSHAVN KOMMUNE: Region Nordjylland har i tirsdag meldt regionsrådsmedlem Tina Juul Kjellberg til politiet.

Regionspolitikeren fra Aalbæk er anmeldt for bedrageri, og politiet skal nu i gang med at se nærmere på sagen.

Sagen drejer sig efter regionens anmeldelse om bedrageri over en periode på fire år, hvor politikeren skulle have fået udbetalt omkring 728.000 kr. i tabt arbejdsfortjeneste for et arbejde, vedkommende ikke har haft.

- Jeg er meget rystet over at finde ud af, at en kollega, ud fra den viden vi har, har svindlet med skatteydernes penge. Det er dybt forkasteligt, siger partifællen regionsrådsformand Ulla Astman.

Regionen handlede prompte, da det blev tydeligt, at der var forhold, som ikke passede sammen, og politikeren gik til sidst til bekendelse over for regionsrådsformanden.

- Jeg har derfor anmeldt sagen til Nordjyllands Politi i dag og samtidig med dette, har Tina Kjellberg valgt at træde ud af Regionsrådet med virkning fra 26. marts, siger Ulla Astman.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...