Regionen vil selv stå for kørslen. Arkivfoto: Torben Hansen.

Akutbiler og paramedicinerbiler bliver frem over en regional opgave

SÆBY: Region Nordjylland skal selv til at drive akutlægebiler, paramedicinerbiler og akutbiler.

Regionsrådet har besluttet at annullere et udbud og tage opgaven på sig fra årsskiftet 2019/2020. Hidtil har kørslen været udført af Falck Danmark A/S.

Dermed følger Region Nordjylland i sporet af andre regioner, som også har valgt at hjemtage dele af den type kørsel.

I alt drejer det sig i Nordjylland om 2 akutlægebiler, 5 paramedicinerbiler og 2 akutbiler som har base i de større byer herunder Frederikshavn.

- Det præhospitale område er i en rivende udvikling, og det selv at blive driftsherre vil give os en fleksibilitet i daglig drift - særligt i forhold til at afsøge nye udviklingsmuligheder for en endnu tættere integration af regionens akutte tilbud.

Beslutningen bunder således ikke i utilfredshed med Falck, og vi ser frem til et fortsat godt samarbejde om ambulancedriften, siger Ulla Astman (S), regionsrådsformand.

Hjemtagningen får ikke betydning for den behandling, som patienter modtager på skadestedet og i hjemmet, hvis de bliver kritisk syge eller kommer til alvorligt til skade.

Driften af ambulanceberedskabet og den liggende sygetransport vil fortsat blive løst af Falck Danmark A/S.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...