KIDS2KIDS Run er et velgørenshedsløb for børn i alderen fra 5-15 år, som foregår på en rundstrækning på 1,5 km. i Frederikshavn midtby. Det foregår lørdag 17. august.

Løbet arrangeres af Handelsstandsforeningen FREDERIK i samarbejde med Intersport Frederikshavn. Det koster kun kr. 50,- at deltage i løbet og deltagergebyret går ubeskåret til Børnecancerfonden.

Sidste år deltog knap 100 børn i løbet, primært spillere fra floorballklubben Frederikshavn Blackhawks. Arrangørerne håber i år på at flere foreninger vil støtte op om arrangementet så der kan blive endnu flere penge til Børnecancerfonden.

- Vi opfordrer deltagerne til at løbe i eget spillertøj, konkurrencedragt mv. så det bliver en farverig løbefest fortæller handelschef i FREDERIK, Dan Kobberup

Startskuddet går kl. 10 og den afmærkede rute går gennem gågaden og midtbyen og afvikles som et rundeløb (1.5 km), hvor man selv bestemmer antallet af omgange. Man bestemmer selv om man vil løbe eller gå - så alle kan være med!

- Vi håber på at vi kan samle 250 friske løbere i år, så eventet kan donere kr. 12.500,- til Børnecancerfonden fortæller arrangør Kasper Kristensen fra Intersport.

Alle som deltager modtager en medalje, som er doneret af Intersport Frederikshavn og der vil også være flotte lodtrækningspræmier fra byens butikker.

Løbe eventet krydres med deltagelse af de dygtige børn fra Cirkus Tordenskrald, der gennemfører ruten på stylter, og de laver ligeledes en mini workshop samt en sjov konkurrence på balancekugle på Fisketorvet.

I den nordlige ende af ruten, står Nordjyske bank klar med friske forsyninger i depotet på Kirkepladsen.

Billetsalget er i fuld gang og de kan købes hos Intersport Frederikshavn samt på FREDERIKs kontor hos NORDJYSKE Medier i Tordenskjoldsgade 2.

KIDS2KIDS run er en del af Danmark Rundt Team Bodenhoff, som bl.a. arrangerer et cykelevent med start i Skagen og mål i Frederiksværk. Sidste år donerede team Bodenhoff over kr. 900.000 til det gode og vigtige formål. I næste uges udgave af Lokalavisen kan du læse mere om cykelløbet, der kommer til Frederikshavn 24. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...