En del af de ekstra midler går til at hjælpe psykiatriske patienter med somatiske lidelser i Frederikshavn

KOMMUNEN: Psykiatrien i Nordjylland bliver styrket med 12 millioner kroner næste år - og en del af pengene bruges blandt andet til at bedre behandlingen af somatiske sygdomme hos psykiatriske patienter i Frederikshavn.

Der er således afsat 1 million kroner til at udbrede den behandlingsmodel, hvor somatisk personale tager hånd om fysiske symptomer og sygdomme hos de indlagte patienter i psykiatrien.

Lige nu findes tilbuddet kun i Klinik Psykiatri Syd i Aalborg, men det skal nu også komme indlagte patienter i den psykiatriske behandling i Frederikshavn til gavn.

- Der har været rigtigt gode erfaringer med projektet, og jeg nu ser frem til, at de indlagte patienter i hele regionen får gavn af tilbuddet.

- Vi ser en kraftig overdødelighed blandt mennesker med alvorligt psykisk sygdom, og den er ofte relateret til underbehandlede eller oversete fysiske sygdomme. Ved denne opsøgende indsats får vi mulighed for tidligere at få sat ind over for patientens fysiske sygdomme og på den måde mindske overdødeligheden, siger formanden for Psykiatriudvalget, Jette Ramskov.

Der afsættes blandt andet 5 millioner til at styrke den ambulante behandling af de sværest psykisk syge patienter som eksempelvis skizofreni.

Her er psykiatrien i gang med at indføre en ny behandlingsmodel, hvor patienten bliver tilbudt intensiv behandling i dårlige perioder, mens den nedjusteres tilpasset til individuelle behov, når patienten har det bedre.

- Vi har et behov for at styrke vores indsats over for de borgere, der er hårdest ramt af svær psykisk sygdom. Her er den nye model interessant, fordi den giver fleksible muligheder for hurtigt at gøre en indsats for netop disse patienter, når behovet opstår, siger Jette Ramskov.

Omkring 1.400 patienter forventes at kunne få gavn af den nye model, som fra november gradvist bliver udrullet i psykiatrien. Det stigende henvisningspres til børne- og ungdomspsykiatrien udløser 5 millioner kroner til at øge den ambulante behandlingskapacitet.

Ligesom der er afsat 1 million kroner til en ekstra privatpraktiserende speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri.

- Det er glædeligt, at der er prioritereret penge til børne- og ungdomspsykiatrien. Den øgede speciallægekapacitet og et tættere samarbejde med behandlingspsykiatrien vil bidrage positivt til at lette adgangen til behandling for børn og unge i Nordjylland, forklarer Jette Ramskov.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...