Ældrerådets årsberetning ser på årets der gik med de forbedringer, der er sket og de udfordringer, der stadig ligger for an os

KOMMUNEN: - Da vi i december måned 2019 så frem mod 2020, var der ingen af os der på nogen måde havde forestillet os, hvad det nye år ville bringe. Knap var vi kommet ind i januar, før de første meldinger om en ny influenzatype Covid-19 løb ind over landet, og det begyndte at gå op for os, hvad den verdensomspændende pandemi ville betyder for os i Danmark og specielt for landets ældste borgere.

Sådan indleder formanden for Ældrerådet Hanne Andersen forordet i Ældrerådets årsberetning for 2020

I årsberetningen fæstner man sig ved, at det pandemien især har været hård for de ældre på kommunens plejecentre, hvor besøgsrestriktioner har gjort livet trist og ensomt for mange.

- Men Ældrerådet har samtidig oplevet et helt fantastisk engagement og stor opfindsomhed fra personalet på plejecentrene, der har gjort alt for at skabe en indholdsrig og positiv hverdag for beboerne i Coronatiden, hedder det i årsberetningens forord.

Den øgede smittefare har også sat sit præg på Ældrerådets arbejde i 2020.

Flere af Ældrerådets møder har været ændret til Skype-møder, møder i Kontaktpersonordningen ude på plejecentrene har været aflyst eller ændret til telefonsamtaler, informationsmøderne for nye 75-årige er aflyste og Ældrerådet har været nødt til at begrænse sin kontakt med ældreklubber, aktivitetscentre og andre i deres ”bagland”.

- Nu ser vi frem mod 2021, lyder medlingen.

Her vil Ældrerådsvalget være ét af de større omdrejningspunkter.

Ældrerådet vælges for en 4-årig periode, og det fungerende Ældreråd sidder til udgangen af 2021.

Valget forventes afholdt til november, og alle borgere der er fyldt 60 år på valgdagen har stemmeret og kan stille op som kandidat til Ældrerådet.

- Det er mit håb, at der er mange kandidater, der vil stille op, så det bliver muligt at få valgt et Ældreråd, der har sit ”bagland” i et bredt udsnit af vores kommune, og dermed har et nuanceret billede af de ældres forhold i hele Frederikshavn Kommune fra nord til syd, og fra land til by, siger formanden.

I årsberetningen er der blandt andet fokus på brandsikringen af pleje- og ældreboliger i kommunen.

I 2018 blev der lavet en undersøgelse af brandsikkerheden i samtlige kommuner.

Undersøgelsen viste, at Frederikshavn Kommune i hovedtræk har styr på brandsikkerheden.

I flere bygninger er brandsikkerheden højere end reglerne tilskriver, og i de resterende bygninger leves der op til de regler og love, der var gældende på bygningens opførselstidspunkt, dog har der enkelte steder været givet dispensationer af Brandmyndigheden.

Bygninger, der skulle have særlig opmærksomhed, var Dybvad Ældrecenter, Østervrå Ældrecenter, Rosengården i Sæby samt Ingeborgvej i Frederikshavn.

Ældrerådet har fulgt udviklingen på området og har flere gange spurgt ind til status på forbedring af brandsikkerheden på de 4 steder.

Og status medio oktober er at brandsikringen på Rosengården er færdig mens man fortsat er i gang på Dybvad Ældrecenter og på Østervrå Ældrecenter.

Ældrerådet vil fortsat følge udviklingen på området og forventer, at man snarest kan få gennemført de sidste forbedringer og dermed afvikle dispensationerne.

Til gengæld er Ældrerådet bekymret over takstsstigningerne på flexture.

Det er Kultur- og Fritidsudvalget, der har besluttet, at taksten for flexkørsel nu er steget fra 5,50 kr/km til 8,50 kr/km uden for Frederikshavn by.

Da 86% af flexturene foregår uden for Frederikshavn by, og der i øvrigt er dårlig busdækning i flere områder, vil udgiftsstigningen få stor betydning for den svageste del af befolkningen – herunder den stadig voksende gruppe af ældre borgere i kommunen.

Ældrerådet følger udviklingen på området.

I årsberetningen har Ældrerådet taget de langsigtede briller på i forhold til udviklingen af plejeboliger i kommunen.

Socialudvalget besluttede i forbindelse med Plejeboliganalysen i 2018, at der skulle arbejdes videre med at afdække det fremtidige behov for pleje- ældre- og aflastningsboliger samt med befolkningsfremskrivning i de enkelte lokalområder i Frederikshavn Kommune.

En nedsat arbejdsgruppe har med forskellige modeller fremskrevet behovet for plejeboliger frem til år 2045.

Alle modeller viser, at der bliver et øget behov for plejeboliger i Frederikshavn Kommune.

Ældrerådet finder, at der her og nu er størst behov for ”udfasning” af Tryghedsboligerne på Ingeborgvej, samt at indsatsen øges for at nedbringe den store udgift til tomgangshusleje.

Ældrerådet ser frem til at der igen vil blive taget hul på debatten i de politiske udvalg om fremtidens ældreboliger, hedder det i årsberetningen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...