Hedebo Strand Camping kalder til kræmmermarked og solskin 5-6 september

KOMMUNEN: Coronakrisen har sat en stopper for mange ting, men på Hedebo Strand Camping i Sæby har man ikke ladet sig slå ud. Pinsemarkedet, der har været et fast samlingspunkt i Sæby i 40 år, måtte aflyses, men så flytter campingpladsen da bare pinsen til 5. og 6. september.

- Vi håber, at situationen på det tidspunkt er til, at folk fra Sæby og omegn igen kan få sig et par dejlige dage med kræmmermarked og solskin på stranden her hos os, siger lejrchef Eric Christensen.

- Det har jo været en tradition i mange år, og vi vil gerne være med til at gøre noget godt for Sæby.

Ved samme lejlighed holder campingpladsen også åbent hus for nye campister, der måske gerne vil være fastliggere på Hedebo.

Så både lørdag og søndag kan interesserede møde op i receptionen kl 14-17, få sig en kop kaffe, en snak og rundvisning med andre fastliggere.

Desværre har familien Christensen måttet aflyse deres populære træf med hhv motorcykler og veteranbiler, der ellers i mange år har været holdt anden tirsdag og onsdag i juli.

Næste gang bliver i stedet tirsdag og onsdag den 13. og 14. juli 2021.

- Det er synd for min 86-årige far, der har holdt det træf i mere end 40 år, og for de 6-700 motorcykel- og bilentusiaster, der har elsket at komme her. Men det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre i år på grund af forsamlingsforbuddet, siger Eric Christensen.

Campingpladsens motorcyklemuseum har dog stadig åbent og kan besøges af pladsens campister kl 19-21 i højsæsonen og efter aftale med Christensen Senior, der gerne fortæller om sine smukke, gamle maskiner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...