Sæby Kirke indbyder til en opladende pilgrimsvandring fra Understed til Sæby

SÆBY: Sæby Kirke byder til pilgrimsvandring fra Understed Kirke til Sæby Kirke lørdag 22. juni.

Kl. 9.00 mødes man ved Understed Kirke, hvor dagen begynder med en kort morgenandagt.

Deltagere, der vil med i bil fra Sæby Kirke, kan møde der kl. 8.45.

Den første del af turen går til Vangen via Fladholdt, og så videre ned til stranden.

Her fortsætter pilgrimsvandrerne et stykke ad stranden, og vil også på et tidspunkt holde middagspause, med tid til at spise den medbragte mad, og tid til at hvile sig.

Efter middagshvilet går turen videre mod Nellemanns Have, kommer gennem Sæbygård Skov, inden man når Sæby Kirke ved 15.30-tiden.

Her slutter turen med en kort andagt.

Efter andagten er der sørget for, at deltagerne kan blive kørt tilbage til Understed Kirke for at hente deres bil.

Turen er på ca 14 kilometer, som kommer til at gå ad små veje og stier.

Tempoet er langsomt – der vil være indlagt pauser ca. en gang i timen med ord til eftertanke og fordybelse og tid til at hvile sig og ”tanke op”.

Husk at have en drikkedunk og madpakke med.

Undervejs vil der både være perioder med stilhed, hvor man kan nyde naturens lyde og stilheden, men også perioder til at snakke sammen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...