Brug resterne med omtanke

SÆBY: Påsken står for døren - og påsken det er lig med hygge og traditioner, men højtiden kan også forårsage at selv vore skraldespande bliver mætte.

Et estimat fra Landbrug & Fødevarer viser, at madspild alene i påskeugen udgør 279 millioner og at vi køber ind for 24 procent mere i påskeugen sammenlignet med en gennemsnitlig uge i løbet af året.

Og selv om at de nyeste tal fra Miljø- og Fødevareministeriet viser, at vore husholdninger har reduceret madspild med 14.000 ton på seks år, så kan det være sværere at gøre noget ved madspildet i de mad-tunge traditionsrige helligdage som påsken.

Yvonne Luff Gottfredsen er mad- og sundhedsekspert og forfatter til kogebogen ”UNDGÅ MADSPILD og tryl med dine rester” og ambassadør for Danmarks største organisation og bevægelse mod madspild, Stop Spild Af Mad.

I år hjælper Yvonne Luff Gottfredsen til at hjælpe os med gode råd til hvor vi kan undgå påskens madspild med en ny 6-trins guide med gode tips og råd.

- Vi elsker at hygge i Danmark. Hygge om traditionerne ved højtiderne som Påske, Pinse og Julen. Traditioner ved højtider følger også hygge om maden, fortæller Yvonne Luff Gottfredsen.

- Vi skal hygge og gøre som vi plejer, men med omtanke og sund fornuft. Vi skal fortsætte med at kræse om retterne, det hører traditioner og hyggen til, fortæller hun.

Sammen med hyggen må vi love hinanden, at have ekstra fokus på at undgå madspildsfælden, så vi kan blive endnu bedre.

Den ny 6-trins guide med gode råd til at undgå madspild lyder:

1. Køleskabs Buffet. Indsats mod madspild i Påsken begynder allerede i god tid inden Påske. Giv plads til Påskens mad ved at spise dig igennem de gode rester, halve salater, agurk og broccoli, frugt mm. i køleskabet og i fryseren. Hold en reste-buffet dag hver dag frem mod påskefrokosten - det giver plads til påskemaden og påskeresterne.

2. Lav en madplan for din påskemenu og vær realistisk med mængden af den mad du køber. 500-700 gram pr. person afhængig af om du inviterer til frokost eller aftensmad. Indtænk dine køle- og fryseskabsrester ind i påskemenuen.

3. Mindre mad - god kvalitet - stadig godt. Lad være med at gøre som du plejer, hvis du plejer at lave for meget mad. Hav tillid til at lave mindre portioner og færre retter.

4. Undgå at sætte alt maden ind på bordet på samme tid. Fyld op efterhånden. Ved mindre retter/a la tapas - hent fra køleskabet efterhånden. Form en kreativ skriftlig påskemenu og læg den ved hver kuvert på dit veldækkede påskebord. Så kan gæsterne se hvad de skal have at spise i løbet af påskefrokosten. Husk at få resterne hurtigt på køl.

5. Brug mindre størrelse fade og tallerkener. Jo større tallerkenen er, desto mere er dine gæster motiverede til at fylde den op med mad. Lidt mindre størrelse fade og tallerkener på påskefrokostbordet medvirker til, at man undgår at overfylde sin påsketallerken.

6. Hav en plan for dine påskerester. Hvis du har brød til overs, kan du lave brødcroutoner, rugbrødscrunch, opbløde brødet i vand og komme det i en brød- eller bolledej. Hvis du har frugt og grøntsager tilovers, brug det i en smoothie, tærte, wrap, pitabrød, brød- og bolledej eller frys det ned for senere at bruge det i en smoothie, grøntsagssuppe, gryderetter mm. Kødrester kan skæres i fine tynde skiver og ligges oven på en pizza, kommes i wrap og pitabrød eller du kan lave en god biksemad med et spejlæg på toppen – mulighederne er mange.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...