Samarbejde giver mulighed for at have et personale, der har et højt fagligt niveau

SÆBY: Overalt blæser forandringernes vinde i retning af stordrift, hvor virksomhederne er ejet af kapitalfonde, centraliseret i de større byer. Unge med en længerevarende uddannelse bliver hængende i uddannelsesbyerne og er svære at rykke ud i provinsen. En udvikling der godt kan trække tænder ud i byer af Sæbys størrelse.

Alle brancher er igennem årene blevet ramt af de nye strømninger i samfundsstrukturen.

Bare i nuværende generation har vi været vidne til lukninger af mange butikker og landbrugsbedrifter. Liberale erhverv slutter sig sammen eller bliver opkøbt og indenfor den offentlige service er der blevet færre kommuner. Amterne er blevet nedlagt til fordel for få regioner. Regionernes sygehuspolitik har medført opførelsen af supersygehuse fremfor lokale sygehuse.

For relativt få år siden var der fire tandlæger i Sæby. I dag er det kun muligt at få tandbehandling på to klinikker.

Uanset hvad vi som patient skal behandles for, er kun det bedste godt nok.

For at tage temperaturen på, hvordan fremtidens udfordringer takles, har Folkebladet spurgt tandlæge Inge Kjær Andersen, der har rødder i Sæby.

Hun er ejer af den store ORIS-tandlægeklinik på Ålborgvej og her har hun set skriften på væggen og arbejder benhårdt på at tilbyde deres kunder det optimale behandlingstilbud.

Inge Kjær Andersen fortæller, at hun for at følge med i udviklingen har valgt at indgå i den landsdækkende tandlægesammenslutning ORIS, der ejes af 12 selvstændige tandlæger, der er med i sammenslutningen.

- Samarbejdet kombinerer friheden til frit at drive sin egen praksis, samtidig med at vi kan udnytte flere stordriftsfordele, som efteruddannelse, teknologisk udvikling, videndeling, markedsføring, lovinformation og HR samt administrative funktioner der udføres og koordineres centralt.

- Og det giver os kapacitet og resurser til at have et personale på et højt fagligt niveau. Et godt fagligt miljø er helt afgørende for at tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere.

- I tandlægehuset er der ansat i alt 15 tandlæger, tandplejere og klinikassistenter samt to eksterne specialtandlæger. I stedet for at henvise patienter med behov for komplicerede behandlinger til specialister langt fra Sæby, kan vi klare alle former for behandling her i huset, siger Inge Kjær Andersen.

Senest ansatte tandlæge er Hasan Alammouri der i 12 år drev sin egne tandlægeklinikker i Syrien, inden han måtte flygte og nu med sin familie er bosat i Frederikshavn.

Han har fået dansk autorisation og er faldet rigtigt godt til på klinikken, og det vigtigste, så er kunderne rigtigt godt tilfredse med hans arbejde.

For at være på forkant med den teknologiske udvikling har klinikken investeret i digitalt udstyr, hvorved behandlinger og undersøgelser lettes og gør det hurtigere og mere præcist at få lavet f.eks. kroner og implantater, ligesom gipsafstøbninger er erstattet af en moderne 3D-scanning til stor glæde for patienterne.

– Vi har heldigvis mange trofaste og loyale kunder samt et sammenspillet team af dygtige og erfarne medarbejdere, hvilket gør, at der også er tandklinik i Sæby i mange år endnu pointerer en smilende erhvervskvinde, der ikke er bange for at vise tænder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...