Vendelboerne viste onsdag aften lovende takter som optakt til det vitale bundbrag mod Horsens i Bambusa Kvindeligaen

HÅNDBOLD: Mens Vendsyssel Håndbold kæmper for overlevelse, er Nykøbing Falster Håndbold selvskrevet til slutspillet. Den niveauforskel var dog længe svær at få øje på, selvom nordjyderne onsdag aften måtte indkassere et nederlag på 32-24 på udebane i Bambusa Kvindeligaen.

Vendelboerne fik en god start på kampen, som de førte med 6-4, og der stod 12-12 på haluret kort før pausen.

- Vores forsvar arbejdede sindssygt hårdt, der var flow i angrebsspillet, og returløbet var godt, roser cheftræner Thomas Kjær.

De sidste minutter af første halvleg blev Vendsyssel dog straffet på kontra, så de alligevel var bagud med tre mål ved pausen.

- Det ærgrer mig, men vi fortsatte ufortrødent og var kun bagud med fire mål, da der manglede 10 minutter. Derfor satsede vi naturligvis hele butikken i jagten på point, for det skal vi gøre i den situation, vi befinder os i, siger Thomas Kjær om kampens afslutning.

Vendsyssel Håndbold er fortsat sidst og ligger til direkte nedrykning fra Kvindeligaen, men med 12 spillerunder tilbage og blot fem point til Skanderborg over stregen, lever håbet om overlevelse endnu.

Næste opgave er på søndag hjemme i Syvsten, hvor Horsens kommer på besøg. Østjyderne har haft en skuffende sæson, men de imponerede senest med en sejr over København Håndbold.

- Det er måske Skanderborg, vi skal hænge vores hat på, men det ændrer ikke på, at mine spillere vil dø på banen for at hente to point på søndag. Vores topniveau i de seneste kampe er godt nok til at slå Horsens, hvis vi kan ramme det over en hel kamp, fastslår Thomas Kjær.

FAKTA

Kampfakta

Nykøbing Falster Håndbold - Vendsyssel Håndbold 32-24

Stillinger undervejs: 4-6, 11-11, (16-13), 20-15, 24-20, 28-21

Topscorere NFH: Johanna Westberg 5, Nikita van der Vliet 5

Mål Vendsyssel: Christina Pedersen 6, Sofie Sletskov 5, Pernille Brandenborg 3, Henriette Hansen 3, Steinunn Hansdottir 2, Mette Brandt 2, Sofie Nygaard 2, Mette Bejder 1

Udvisninger: Nykøbing 0, Vendsyssel 1

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...