Den lokalkendte rejseleder, Claus Søbye der er født op opvokset i Albæk Bakker bliver guide på turen tirsdag den 20. august.

I den sidste halvdel af 1800-tallet og starten af 1900-tallet var Albæk bakker præget af en del lerklinede rønner, hytter og endog jordhuler. Disse fattige boliger var beboet af skæve eksistenser som Tolv-Marie, Hans og Trine Muldbjerg m.fl. De var alle meget fattige, og for langt de fleste af dem spillede brændevinen en stor rolle i dagligdagen. Disse skæve eksistenser er emnet for turen til Albæk Bakker vest for Lyngså.

Holger Almholt fra Saltlandets historiske Forening for Sæby og Omegn, der står bag turen, oplyser, at alle interesserede er velkommen til at møde op klokken 13:30 ved Lyngså Kirkehus, hvor Claus Søbye introducerer deltagerne om Albæk Bakker. Derefter kører vi i egne biler samlet rundt i Bakkerne og standser op, hvor Søbye har noget at fortælle. Klokken 16.00 er vi tilbage i Kirkehuset, hvor der serveres kaffe med boller og kage.

Claus Søbye er uddannet landmand og var selvstændig i 24 år, indtil han i 1994 blev uddannet kunstguide og siden har været rejseleder for Nilles, Dybvad, med det meste af Europa som arbejdsplads. Han var i en årrække med i Sæby Cabary’en, hvor han sang og parodierede kendte danskere.

Sammenholdt med, at Claus kan tale vaskeægte vendelbomål og han samtidig er rigtig god til at fortælle lune og underfundige historier, kan det næsten ikke undgås at blive en munter eftermiddag.

Tilmelding er nødvendig og kan ske til Holger Almholt, tlf. 30703242 / almholtholger@gmail.com senest den 13. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...