Super vækst i Sæby-området

SÆBY: Rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO’s omfattende analyse af små og mellemstore virksomheder viser for tredje år i træk fremgang.

- Det har været endnu tre rigtig gode år for de små og mellemstore virksomheder, hvor de generelt set har været i vækst og evnet at polstre sig ekstra godt til fremtiden, siger Morten Kallehauge, Senior Partner og statsautoriseret revisor hos BDO i Sæby.

Årets SMV Barometer viser, at de mindre og mellemstore virksomheder i 2018 hævede både deres omsætning og deres overskud for tredje år i træk.

Man skal efterhånden mange år tilbage for at finde en lignende periode med samtidig fremgang i de to vigtigste nøgletal i ethvert regnskab.

SMV’erne hævede således i gennemsnit deres omsætning med 3,2 % og deres overskud med 4 % i 2018.

Det er lidt mindre end i 2017. Over de seneste tre år har SMV’erne sammenlagt kunnet præsentere en fremgang i omsætningen og overskuddet på henholdsvis 15,3 og 20,5 %.

I Sæby-området ser man lyst på 2019: 68,8 % forventer fremgang, og heraf imødeser 12,5 % en vækst på over 20 % i indeværende regnskabsår.

Tallet er højere end på landsplan, hvor 10,5 % regner med at vækste deres virksomhed med mere end 20 %.

Klimaet og klimavenlige tiltag gør en forskel, mener virksomhederne i Sæby.

40 % af virksomhederne svarer, at de har eller vil kunne få konkurrencemæssige fordele af at foretage klimavenlige tiltag.

Her ligger virksomhederne i Sæby faktisk et pænt stykke over landsgennemsnittet, hvor en tredjedel er enige eller meget enige i spørgsmålet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...