Østervrå Ifs pokalsamling har været ude i byen og blive shinet op. Det store pudsearbejde har en gruppe brugere af Østervrå Aktivitetscenter Hyggekrogen klaret i flot stil. Torsdag formiddag var det blevet tid til at sige tak for hjælpen.

ØVI har en stor samling af pokaler og andre trofæer, vundet gennem mange års foreningsvirke. Alle ved godt, at det ind i mellem kræver en pudseklud og noget ”knofedt”.

I løbet af 2019 har fodboldafdelingen stået for en gennemgribende renovering af ØVIs klubhus, og så var det også oplagt, at alle trofæerne skulle have en omgang. Til stort held for foreningen sagde brugerne af Hyggekrogen ja til at påtage sig opgaven, og i torsdag var alle de flittige polerere inviteret til formiddagskaffe og rundstykker. Her kunne de så ved selvsyn se, at de funklende sportspræmier tager sig rigtig godt ud i de nymalede skabe.

Det blev et par rigtigt hyggelig timer, hvor ØVIs formand Knud Hjørnholm bl.a. fortale lidt om klubbens arbejde. Formanden overrakte også en lille kontant erkendtlighed til pudseholdet for det store arbejde, og det er ikke helt utænkeligt, at der kan indgås en ny aftale på et senere tidspunkt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...