Corona har lukket og slukket for aktiviteterne i Aktivitetscentret på Østervrå Ældrecenter, og det er hårdt for mange af de daglige brugere. Et stort lyspunkt er det, at centret har fået en bus, som de deler med Dybvad Ældrecenter.

I alle lige uge kan ældrecentret i Østervrå tilrettelægge spontane ture ud i det blå i centrets nye bus. Forleden dag gik turen til Vestkysten og Tversted med en afstikker til Fisketrappen i Bindslev, hvor der også blev drukket kaffe.

- I disse tider med covid19 må vi ikke være så mange i bussen, men ellers kan den tage helt op til ni personer inkl. chauffør, fortæller Karin Oehlenschlæger fra Aktivitetscentret.

- Det er dejligt, at vi nu har dette tilbud til vore brugere, når nu ikke der er så mange andre aktiviteter.

Det nye ”vidunder” er imødeset med store forventninger.

–- Vi har hidtil delt en bus med Bangsbo og Dybvad Aktivitetscenter, men det var en lille smule besværligt, for bussen skulle hver gang hentes i Frederikshavn og retur dertil efter brug. Den ny bus kommer til at være fast i Østervrå i de uger, hvor vi har rådighed over den, forklarer Karin.

Det er kommunale kroner, der har finansieret bussen, og en del af driften klares med brugerbetaling, sådan at dem, der er med på en tur betaler for turen alt efter, hvor mange kilometer der bliver kørt. Rengøring og vedligehold på bussen tager kommunens beredskab sig af.

Nu er det bare med at finde nogle gode udflugtsmål, hvis turen da ikke ”bare” skal gå ud i det blå.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...