SÆBY: Vinterbadeklubben, "De Blå Næser" i Sæby, mødes et par gange om ugen for sammen at tage én eller flere kolde dukkerter i Sæby Havnebassin - med efterfølgende saunabesøg i Sejlklubbens lokaler.

Siden klubbens start i 2009 har medlemmerne brugt en ældre skurvogn til saunabrug. En vogn, som klubbens medlemmer har ombygget til formålet.

- Saunaen er uundværlig når kroppen skal varmes op mellem de kolde bade i vandet. Og interessen for at vinterbade er steget enormt, så vi har måttet lukke for medlemstilgang. Det er vi selvfølgelig kede af. Men nu er der lys for enden af tunnelen. Takket være flotte donationer fra Roblon Fonden, Sparekassen Vendsyssel og flere lokale sponsorer er det blevet muligt at skaffe 170.000 kroner til at bygge en sauna, siger Henrik Hanghøj - formand for Vinterbaderne.

Og han fortsætter:

- Da vi i sommeren fik sikkerhed for, at økonomien var på plads, skabte Frederikshavn Produktionsskole en ny sauna til os. Da der ikke er plads til os på Sæby Havn i sommermånederne og kun bader om vinteren, har vi sikret os, at saunaen kan flyttes. Vi fik derfor en flytbar brugt skibscontainer, som produktionsskolen har beklædt udvendigt med træ og malet i svensk rød. Den falder derfor naturligt ind i det øvrige byggeri.

Værkstedsleder på produktionsskolen Claus Krogh fandt det absolut bedste træ til indvendig beklædning, nemlig varmebehandlet asp til loft og vægge. Det slår sig ikke ved temperatursvingninger og er behageligt at sidde på. Saunaen får plads til 30 personer, fordelt på bænke langs langsiderne.

Der går 54 elever på Frederikshavn Produktionsskole, og her har 11 valgt at supplere arbejdet i klasseværelset med timer på tømrerværkstedet hver dag. de ikke kun - - Eleverne løser opgaver for foreningslivet, men vi har heldigvis også mange private virksomheder som kunder. Det er berigende for vores elever, at de kan se, det de står og laver gør nytte. Derfor er eleverne altid med ude at aflevere produktet hos kunden, siger værkstedsleder Claus Krogh.

- På tømrerværkstedet fremstiller vi mest bord-bænke sæt, brændeskure og forskellige afskærmninger. Da vi fik ordren på saunabyggeri var det en udfordrende specialopgave. Vi fik fornøjelsen at arbejde med forskellige former for træ, skære i metal, isætte dør og vindue samt montering af isolering, ventilation, maling m.v. Kun elinstallationen har vi overladt til KT Elektric siger Claus Krogh.

Saunaen bliver transporteret til Sæby Havn af Understed Vognmandsforretning i uge 49.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...