KOMMUNEN: Siden 2014 har Nikolaj Dorff trænet IF Skjold Sæbys førstehold.

Der vil også stå førsteholdstræner på visitkortet de kommende tre år for Skjold har netop forlænget samarbejdet med det, der med rette kaldes for en succestræner.

- Nikolaj overtog vores førstehold i Jyllandsserien i efteråret 2014 og har siden med usædvanligt hårdt arbejde og sikker hånd, formået at bringe holdet op i den fjerde bedste række i Danmark – Danmarksserien, fortæller en tilfreds formand, Flemming Thingbak.

- Nikolaj er for det første en yderst kompetent træner – det viser hans resultater. Men endnu mere vigtigt er, at han har et blik for enhver i klubben og han er mentor for ufatteligt mange unge mennesker i IF Skjold.

- Det er værdier, der tæller meget højt, når vi som klub skal finde de rigtige personer til de mange nøglepositioner, der er i en klub som vores med op imod 500 medlemmer, siger formanden.

Med den treårige aftale kan Skjold se frem til en yderligere udvikling af klubben hen mod 2023.

– I vores klub er ungdomsspillerne hele fundamentet, derfor ønsker vi allerede fra 2021 at gøre en ekstraordinær indsats i ungdomsrækkerne med øget fokus på den enkelte spillers behov.

- Nikolaj er en kæmpe kapacitet i den udviklingsproces, så jeg kan kun sige gode ting om den nye 3-årige aftale, vi netop har indgået, slutter formanden i IF Skjold.

IF Skjolds Danmarksseriehold indtager i øjeblikket 10. pladsen i rækken.

De udsatte kampe, pga. Covid-19, skal efter planen spilles fra 19. februar 2021.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...