Fredag blev Frederikshavn Kommune en rød kommune - en række initiativer skal forhindre yderligere smittespredning

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Kommune sætter nu fokus på at bryde smittekæderne i byen, efter den fredag blev kategoriseret som en rød kommune, da der blev registreret 13 nye coronatilfælde.

De dårlige nyheder har fået kommunen til at reagere, og mandag blev der holdt et møde med kriseberedskabet, der har iværksat en række initiativer for at forhindre coronavirussen i at sprede sig yderligere.

- Det er enormt vigtigt, at vi udviser rettidig omhu og får stoppet smitteudbruddet, der på nuværende tidspunkt er i gang i Frederikshavn Kommune, siger kommunens borgmester Birgit S. Hansen (S).

Nogle af de initiativer, der nu er sat i verden, er blandt andet at aflyse kommunale arrangementer, flytte møder over på digitale platforme og igen sætte fokus på, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer om hygiejne overholdes.

- Vi skal simpelthen ikke være en rød kommune, der ser nye smittede hver dag. Derfor tager vi som arbejdsgivere og politisk system det på vores kappe at gå forrest og lave retningslinjer, der skal minimere smitterisikoen, siger Birgit S. Hansen (S).

Fremover vil politiske møder blive afholdt i byrådssalen, fordi man her har plastik-visir mellem alle stole.

Initiativerne gælder foreløbigt for den kommende uge. Herefter vil krisestaben igen evaluere tingenes tilstand.

- Har man symptomer, eller har man været i kontakt med en smittet, er det vigtigt, at man holder sig hjemme og bliver testet efter at have kontaktet egen læge. Det er nu vi skal handle, hvis vi skal bryde smitten, slutter Birgit S. Hansen (S).

FAKTA

Sådan kan du være med til at bryde smittekæden

- Vask hænder tit (eller brug håndsprit)

- Host eller nys i dit ærme - ikke i dine hænder

- Undgå håndtryk, kindkys og kram - begræns den fysiske kontakt

- Vær opmærksom på rengøring, både hjemme og på din arbejdsplads

- Hold afstand - bed andre om at tage hensyn

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...