Bjarne Walentin er netop stoppet som formand for Frederikshavn Boligforening og siger dermed farvel arbejdet med den unikke boligform, som boligbevægelsen repræsenterer og som han om nogen brænder for

KOMMUNEN: I Frederikshavn Boligforening er der langt mellem formandsskiftene.

Da den mangeårige formand Rene Thorø døde for 12 år siden var det naturligt at depechen blev overdraget til Bjarne Walentin og nu er det så ham, der sender stafetten videre - i første omgang til næstformand Jens Erik Christensen.

Han overtager formandshvervet som konstitueret frem til repræsentantskabsmødet, som holdes, når 100 mennesker igen må samles i et lokale.

Egentlig skulle Bjarne Walentin have forsat yderligere et år men problemer med helbredet har fået ham til at træffe denne beslutning.

- Og det er den helt rigtige. Det er både min kone og min læge – og jeg – enige om, lyder det med et medrivende smil fra den altid lattermilde Bjarne.

Det er hjertet, der gør knuder. Det gjorde det også for fem år siden, men medicineringen skal øges - og det er for Bjarne et klart signal om, at det er nu, han skal sige farvel til det virke, der har fyldt så meget af hans tid i mange år.

Han indrømmer gerne, at den dag, han orienterede sin bestyrelse og medarbejderne i Frederikshavn Boligforening om sin beslutning, var en hård dag.

Og selv om han siden har fået massive mængder af tilkendegivelser fra folk, der er kede af at han stopper, så er valget enkelt.

- Helbredet er afgørende for, at jeg og min skønne familie kan få et super otium.

- Men selvfølgelig vil jeg vil savne arbejdet i boligbevægelsen.

Han har været med i den almene verden siden 1986 både i Frederikshavn og som kredsformand for hele den nordjyske region.

- Jeg føler virkelig, at jeg har været med til at gøre en forskel. Selvom det lyder lidt klicheagtigt, siger han efterfulgt af en smittende latter.

- Gennem alle år har jeg arbejdet loyalt for beboernes interesser. Det var denne sag, der bragte mig ind i arbejdet, og som hele vejen har været mit brændstof: Den unikke almene boligform, hvor vi som beboere rent faktisk sidder med ved bordet, når beslutningerne bliver truffet. Og hvor ingen i øvrigt skal tjene på vores husleje.

Kampen for denne fælles sag har også bragt ham – og dermed Frederikshavn Boligforening – tæt på beslutningerne i Danmarks Almene Boliger, hvor han i forretningsudvalget gennem mange år har ført boligorganisationernes sag, når betydningsfulde og mere principielle linjer i boligpolitikken blev lagt.

- Dette arbejde lægger jeg også bag mig nu.

Men selv om han der har været med til at lægge de store linjer, så er der ingen tvivl om, at det er i Frederikshavn Kommune, han føler mig hjemme.

- Jeg var med, da vi fusionerede med vores naboer i Sæby og blev til den boligforening, I kender i dag.

- Dermed fik vi også en størrelse, som gjorde det muligt at udvikle boligforeningen, til gavn for os beboere, for vores gode medarbejdere. Ja – også for vores bysamfund og landsdel.

- Vi kan godt være stolte over de mange ting, vi har udviklet, skabt og gennemført gennem årene. Det gælder byudviklingen i vores kommune. Og ikke mindst de mange energi-projekter, vi har været med til at udvikle i boligforeningen.

Og det kommer han til at savne - særligt fællesskabet, nærheden og samarbejdet og muligheden for at påvirke udviklingen.

- Det bliver en kæmpe omvæltning og jeg vil virkelig savne det, siger Bjarne Walentin.

Men han er klar over at nu er det blevet familiemæssig payback-time.

- Jeg skylder rigtig mange timer på familiekontoen. Med et aktivt arbejdsliv, som jeg først stoppede for tre år siden, og et aktivt boligliv, hvor jeg har lagt stort set alle mine ledige timer, har jeg været en del fraværende, fortæller Bjarne Walentin.

Så næppe havde han foralt bestyrelsen og medarbejderne om sin beslutning før han og hustru Lise kørte ud til Hedebo Camping mellem Sæby og Frederikshavn.

Her skal de tilbringe forsommeren og puste ud ovenpå en svær beslutning og sige goddag til et nyt liv – sammen.

- Mens børnene var små var vi fastliggere på Hedebo, men det stoppede i 1992. Så for fem uger siden var vi ude at gå en tur og kom forbi Hedebo Camping igen.

- Og inden vi forlod pladsen havde vi tegnet os for en fast plads. Og det er akkurat som at komme hjem, siger Bjarne Walentin, der elsker campinglivet og elsker at fiske.

- Det sidste har han gjort en del siden og det er der også kommet blandt andet en fin pighvar ud af.

Men selv om pladsen i Sæby er skøn, så bliver der også tid til en afstikker til Bornholm med campingvognen.

Bjarne Walentin er født i 1954 og havde sin sine første leveår i en lille lejlighed oppe under taget i en gammel og utæt bygning i Boensgade i hjertet af Frederikshavn.

Det var simpelthen kummerlige forhold.

- I 1950’erne var der meget baggårdsmiljø, og som regel var der kun dårlige lejeboliger til arbejdsmand Jensen, fortæller Bjarne Walentin.

Da han var fem år flyttede familien op i de røde blokke på Rimmens Allé.

Det var hans første møde med den almene boligbevægelse - den boligbevægelsen han om noget brænder for,

- Vi har en solidarisk holdning til mange ting og er ikke sat i verden for at skaffe et økonomisk overskud til nogle aktionærer, siger Bjarne Walentin og tilføjer:

- Vores formål er udelukkende at skabe gode, velfungerende boliger til alle samfundets forskellige borgere og at tilbyde muligheder for fællesskab.

Bjarne Walentin mener, at boligselskaber generelt kan noget særligt.

- Vi gør meget ud af at skabe et fællesskab for de mennesker, der bor her - og det har mange af vores beboere behov for, siger han.

- Mange af vores beboere er meget ressourcestærke, og de vil gerne hjælpe og gøre en indsats for deres nabo og for fællesskabet. Vi har heldigvis mange ildsjæle, siger Bjarne Walentin.

Ejendomsfunktionærer spiller en anden rolle. De går rundt ude i afdelingerne og ved, at hvis ikke gardinet hos fru Jensen er trukket op klokken 9, er der noget galt.

- Det er en af styrkerne. Vi tager os af hinanden.

Bjarne Walentin peger på, at boligforeningen påtager sig et socialt ansvar, når renoveringer eller nybyggerier sættes i gang.

- Vi kræver af vores entreprenører, at de skal ansætte lærlinge, give plads til jobprøvninger, fleksjob og lignende. Vi påtager os også ansvar, når vi selv ansætter folk. Vi har eksempelvis folk i fleksjob og deltidsansatte på skånejob, uddyber Bjarne Walentin.

Han mener derfor ikke, at man skal undervurdere boligforeningernes samfundsmæssige værdi.

- Vi er på mange måder det enzym, der binder samfundet sammen. Vi tager et socialt ansvar, siger han.

Dét, synes han, er vigtigt:

- Hvis ikke vi gør det, er der ikke andre, der gør. Så kort kan det siges. Der er ikke andre, der påtager sig den opgave. Der er kun os til det, og det ligger mig meget på sinde.

Men han er tryg ved, at andre nu skal forvalte den opgave.

- Jeg har truffet min beslutning - og glæder mig allerede nu over, at det ikke vælter ind med mails i et væk, siger Bjarne Walentin og finder fiskestangen frem.

For nu skal aftensmaden sikres.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...