Regeringen har forlænget perioden med blandt andet lukkede skoler og daginstitutioner. Derfor fortsætter nødpasningen i Frederikshavn Kommune i de kommende to uger

For langt de fleste børnefamilier står den på pædagogik og undervisning i eget hjem i endnu to uger. Regeringen har forlænget tiltagene mod spredning af coronavirus frem til anden påskedag, herunder lukning af skoler og daginstitutioner. Derfor holder Frederikshavn Kommune også nødpasningen åben i uge 14 og 15.

- Vi har gennem den første periode med nødpasning set et svagt stigende behov. Aktuelt har vi cirka 40 børn i vores nødåbne institutioner. Der er stadig kapacitet til de, der måtte have eller som får behov, siger dagtilbudschef Gitte Julie Højbjerre.

- Vi har særligt stort fokus på, at der er ganske få børn per lokale for at mindske en eventuel smitterisiko. Børnene bliver delt ud i flere rum. Og i tilfælde af, at der kommer flere børn i nødpasning, kan vi tage flere institutioner i brug.

Kriterierne for at få sit barn i nødpasning er, at forældrene enten passer samfundskritiske funktioner i offentlig virksomhed eller ikke er hjemsendt fra privat virksomhed. Barnet skal være mellem 0 og 9 år, og forældrene skal have afsøgt relevante pasningsmuligheder.

Børn og unge med særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov kan altid komme i nødpasning uanset alder og forældrenes situation.

Skoledagene fortsætter

Knapt 10 børn møder stadig fysisk op i skole p.t., da deres forældre grundet blandt andet kritisk arbejde ikke kan undervise dem hjemme i dagtimerne. Også her er der mulighed for at invitere flere børn i lignende situation i skole.

Forældre til skolebørn har i perioden med lukkede skoler haft mulighed for at finde skoleopgaver digitalt på MinUddannelse. Her vil lærerne fortsat lægge opgaver ud i de kommende uger. Men på grund af forlængelsen bliver en del medarbejdere på skolerne nu bedt om at afvikle afspadsering.

Opgaverne har hidtil og vil fortsat have et niveau, som børnene kan klare, uden at forældrene behøver påtage sig et stort undervisningsansvar.

- Vi har stor forståelse for, at mange hjem befinder sig i en presset situation, hvor man stadig skal passe et arbejde hjemmefra. Vi bestræber os derfor på, at børnene i videst mulig omfang kan klare opgaverne selv, siger skolechef Anette Nedermark.

På MinUddannelse er der allerede nu lagt ekstramateriale og hjemmesidehenvisninger ud, som man kan bruge, hvis læreren afspadserer – Men kun, hvis man har overskud til det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...