Der var mønstring i weekenden inden julefesten for alvor går i gang

SÆBY: Sæbygarden Harmoniorkester og Tambourkorps var i weekenden indkaldt til mønstring i Manegen i Sæby.

Alt skulle finpudses inden de store julekoncerter i december.

Frank Sørensen der har været orkestrets mangeårige dirigent, havde fundet noderne til julens sange frem og nu skulle der øves.

Det meste af dagen blev der øvet Søren Banjomus og Jingle Bells og mange andre af julens sange.

Sæbygarden er et velspillende harmoniorkester, med hjemsted i Sæby, Nordjylland, der i dag kan tælle 40 medlemmer, i alderen fra 10 til 60 år.

Astrid Hovde på 11 år er seneste medlem og en af de yngste.

Astrid der spiller på euphoniumn, havde lige fået sin uniform og glædede sig derfor til, at komme med ud og spille sammen med orkestret.

Siden 1955 har Sæbygarden været byorkester i Sæby, og naturligvis byens garde.

Orkestret er den ældste musikforening der er musikleverandør i Sæby.

Sæbygarden har med sine 60 år gennemgået rivende udvikling, medlemsmæssigt og musikalsk.

Orkestret spiller koncerter hele året rundt i Frederikshavn Kommune og foreningen har også tradition for hyppig rejseaktivitet til udlandet.

De sidste detaljer kom på plads, så alt var klart inden Sæbygarden for første gang i år skulle spille i nisseuniform.

Det var 24. november, hvor det store juletræ på torvet i Sæby skulle tændes.

Her var ”nissegarden” på marchtur fra Cykelsmeden til torvet, hvor de spillede mens det store juletræ blev tændt.

I Manegen, hvor orkestret faste øvelokaler ligger, fortæller Kristian Nørbjerg som er formand for Sæbygardens Harmoniorkester om deres program i julemåneden, hvor de har rigtig travlt.

- Søndag 1. december skal vi spille i det Gamle Musikhus i Skolegade, iklædt nisseuniform og julehætte.

8. december skal orkestret være klar til at tage i mod julemanden som kommer til Sæby.

- 11. december har harmoniorkester generalprøve i Sæby Kirke., så alt er på plads til den første store julekoncert, der finder sted i Vesterkær kirke i Aalborg, fortæller Kristian Nørbjerg.

Sæby Kirke danner rammerne om Sæbygardens Julekoncert søndag 15. december, hvor alle er klædt i rød galla.

22. december spiller Tambourkorpet igen julemusik i Det gamle Musikhus i Skolegade.

- Vi håber at folk får lyst til at kigge forbi en af vores koncerter i julemåneden og skulle man selv få lyst til, at spille med i orkestret er alle velkommen til, at kontakte os for flere oplysninger, slutter Kristian Nørbjerg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...