Sæbynitterne får en ny stor dagligvarebutik på Nordens Alle

SÆBY: Nytåret byder på mange forandringer, og én af dem er, at en ny Netto åbner i Sæby.

Den åbner på adressen Nordens Alle 1 torsdag den 28. februar kl. 8. og vil være helt anderledes end den traditionelle Netto

Butikken åbner med Nettos nye butikskoncept, der skal løfte hele indkøbsoplevelsen. Den vil adskille sig fra en typisk Netto, fordi både indretning og look-and-feel er gjort meget mere indbydende. Butikkerne opleves anderledes, da også musik og Netto-medarbejdernes tøj er opdateret.

- Vi sætter fuld fart på og investerer en milliard i vores nye butikker. Kernen i vores nye koncept vil dog stadig være det, vores kunder kender. Nemlig gode varer til de bedste priser. Det nye er, at vi kombinerer de lave priser med en ”lækker” profil, der hidtil ikke har været forbundet med discountbutikker, fortæller Brian Seemann Broe, som er landedirektør for Netto Danmark.

I den nye Netto vil kunderne også opleve en indretning, der gør det er nemmere at finde rundt i butikken. Der er fortsat spændende spotvarer, men de får lidt mindre plads, og det giver mere plads til frugt- og grønt-afdelingen. Og convenience-varer vil få sin egen sektion, da sundhed og let tilgængelighed er to vigtige områder for forbrugerne.

- Oplevelsen skal være ”Wow, er det hér en discountbutik?” uden at vi ændrer på vores grundlæggende idé. Vi skaber fremtidens discountbutik med afsæt i en mere rolig butik, der er kendetegnet ved et stærkt sortiment af kvalitetsvarer til discountpriser og stor friskhed. Vi har lyttet til vores kunder og indretter nu i endnu højere grad butikkerne efter deres efterspørgsel. Det betyder mere markante frugt- og grøntafdelinger, større udvalg af convenience-varer, som er sunde, og så skal det være nemt at finde rundt i butikken, uanset hvad man leder efter, uddyber Brian Seemann Broe.

I 2019 åbner Netto ca. 70 butikker på landsplan - med helt ny indretning, nye farver og et særligt fokus på frugt, grønt og nemme måltider som kerneelementer. For danskerne efterspørger nemlig både det sunde og det nemme.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...